Den portugisiske verdensstjerne Cristiano Ronaldo er den altoverskyggende figur i Juventus, men det kan snart være slut.
Ifølge den spanske avis Sport overvejer den italienske storklub nemlig at skille sig med deres store profil.
Ronaldo er nemlig ikke nogen billig herre at have rendende, og ifølge avisen ligger det derfor ikke umiddelbart i kortene, at man vil forlænge portugiserens kontrakt, der løber til sommeren 2022.
I stedet vil man forsøge at tjene penge på ham ved at sælge ham næste sommer, lyder det fra avisen.
Der er da også et enormt beløb, der tikker ind på Cristiano Ronaldos konto hvert år.
Han tjener således svimlende 31 millioner euro om året svarende til 230 millioner kroner, hvilket er næsten fem gange så meget som Paulo Dybala, der tjener næstbedst i Juventus-truppen.
Det er mange penge at kaste efter en spiller – især taget i betragtning af de krisetider, som langt de fleste klubber lige nu befinder sig i på grund af coronapandemien.
Med et salg næste sommer ønsker den italienske storklub således at forsøge at få nogle af de 100 millioner euro igen, som man købte superstjernen for i 2018, da han skiftede Real Madrid ud med Torino-klubben.
Oven i det mener Juventus, at det ville være risikabelt at forlænge en kontrakt med en spiller, der er 35 år gammel – også selv om den mand altså hedder Cristiano Ronaldo.
Portugiseren sad ude det meste af oktober, efter han blev smittet med coronavirus, men er kommet stærkt igen. I de seneste tre opgør har han således kvitteret med tre scoringer og dermed fordoblet sit antal af mål i denne sæson.