Nicklas Bendtner har en svigermor, der bestemt ikke er bange for at sige sin mening.

Og hun er heller ikke bleg for at sætte fodboldstjernen lidt på plads med et glimt i øjet. Noget, der sker i det nyeste afsnit af 'Bendtner & Philine', som bliver sendt på Dplay.

»Nicklas, nu bliver jeg sgu nødt til at lære dig noget.«

Sådan lyder det i afsnittet, hvor Philine Roepstorffs forældre er på besøg for at se det nye hus, Bendtner og kæresten har købt i Nordsjælland.

Her får svigermor Jeanett Roepstorff nemlig øje på skraldespanden, hvor der blandt skraldet ligger flasker, der er pant på. Og det bliver bemærket, at de to ting jo ikke skal blandes sammen.

»Det er faktisk mig, der har lagt flaskerne i skraldespanden. Det er noget nyt, at jeg gør det. Det er ikke i orden, men nogle ting opgiver man på grund af Nicklas. Da han gjorde det, kunne jeg gå og blive ved, så til sidst tænkte jeg 'Fint, så er det bare ikke det, der sker herhjemme',« fortæller Philine Roepstorff så.

Nicklas Bendtner tager hele situationen med et smil, for han indrømmer, at han ikke lige får sorteret tingene. Hele situationen kan ses i toppen af artiklen.

»Det skal jeg huske. Jeg har altid godt vidst, der var pant. Jeg løb selv med pant på Tårnby Stadion, da jeg var en lille knægt, for at få råd til slik eller en hotdog. Jeg tror bare, at nu hvor jeg er blevet ældre, er jeg blevet lidt doven,« siger fodboldspilleren og fortsætter:

Nicklas Bendtner og Philine Roepstorff.
Nicklas Bendtner og Philine Roepstorff. Liselotte Sabroe

»Jeg gider ikke bære flaskerne ned til pant og stå i en panthandler – jeg tror, det er supermarkedet, man går ned i, jeg ved det ikke, jeg har ikke prøvet det siden. Så derfor er jeg vant til bare at smide dem ud,« siger Nicklas Bendtner.

Under besøget forklarer Jeanett Roepstorff dog, at de kan købe en pantpose, som flaskerne skal ned i, som kan afleveres ved en pantstation. Noget, Nicklas Bendtner er glad for at høre.

»Det giver mening for mig og er noget, jeg kan bruge til noget, for det betyder, jeg kan have en pose stående, og hver gang jeg har noget med pant, kan jeg smide det ned i posen. Samtidig ved jeg, at Philine højst sandsynligt vil tage den ind i bilen og køre den forbi,« lyder det fra Bendtner.

'Bendtner & Philine' bliver sendt hver søndag på Dplay.