Jon Dahl Tomasson kan meget vel snart have fremtiden på plads. Og den kan byde på et nyt og spændende trænerjob.

Ifølge svenske Expressen, er den danske landsholdslegende og nuværende assistenttræner for Åge Hareide, hovedkandidat til at overtage cheftrænertjansen i Malmö FF.

Ifølge den store svenske avis konkurrerer Jon Dahl Tomasson med et andet 'udenlandsk trænernavn' om det ledige trænersæde i den skandinaviske storklub.

Ifølge avisen bliver træneren annonceret 'snart'. Det er kun få detaljer, der mangler. Og det er Tomasson, som er førstevalg, som det ser ud nu, skriver Expressen.

Danmarks Landstræner Åge Hareide og ass. træner Jon Dahl Tomasson under EM-kvalifikationkampen mellem Danmark - Irland i Telia Parken, fredag den 7 juni 2019.
Danmarks Landstræner Åge Hareide og ass. træner Jon Dahl Tomasson under EM-kvalifikationkampen mellem Danmark - Irland i Telia Parken, fredag den 7 juni 2019. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Uwe Rösler takkede af i Malmö FF efter Europa League-kampen i december mod FC København i Parken.

Malmö FF-ledelsen vil fokusere mere på talentudviklingen med inspiration fra hollandske Ajax Amsterdam.

Jon Dahl Tomasson, som lavede 52 mål i 112 landskampe for Danmark, spillede en stor del af sin karriere i Holland, ligesom han startede sin trænerkarriere i det fodboldgale land i Excelsior.

I de sidste fire år har han været assistenttræner for Åge Hareide, som selv har en fortid som cheftræner i netop Malmö FF, som konkurrerer med FCK om at være Nordens største hold.

Jon Dahl Tomasson stopper som dansk assistentlandstræner til sommer efter EM.

Han har sagt, at hans ambition er at blive cheftræner i en klub efter fire år som Hareides højre hånd.

Netop Hareide har ifølge Expressen anbefalet Jon Dahl Tomasson til Malmö FF-ledelsen.

B.T. forsøger at få en kommentar fra Jon Dahl Tomassson.