Det ultimative danske landshold, som dækker over 2010'erne. Hvilke danske landsholdsstjerner fra årtiet, der nu er slut, fortjener at være med?

Det spørgsmål har panelet i Fodbold FM debatteret og fundet svaret på i B.T.s ugentlige podcast af samme navn, som kan høres i playeren herunder – eller hvor du normalt hører podcast.

Foruden en start-11'er med de største danske landsholdsprofiler i de sidste 10 år, som har budt på noget af en rutsjetur for landsholdet, har panelet også peget på, hvilken landstræner - Morten Olsen eller Åge Hareide - der skal stå i spidsen for det fiktive landshold.

Se de udvalgte herunder og læs begrundelserne for de valg, som er foretaget af panelet, der bestod af B.T.s spilekspert, Steffen Dam, fodboldredaktør på B.T. Michel Wikkelsø Davidsen og fodboldstatistiker Nicolai 'Salat' Baldorf.

Målmand

Målmanden med det berømte efternavn er for alvor trådt ud af skyggen fra farmand Peters gigantiske målmandshandsker. Har gennem årtiet spillet sig helt op på øverste internationale niveau og er med sin erfaring, vilde vindervilje og sprællemandsredninger ikke til at komme udenom som sidsteskanse på 2010'ernes landshold.

Forsvar

Flere kandidater har været i spil til denne position. Under Hareide har både Peter Ankersen og Henrik Dalsgaard huseret på højreback, men ingen af dem har ramt det solide topniveau, Lars Jacobsen kunne komme op på – blandt andet under VM i 2010 og ved EM i 2012.

Med næsten 100 kampe i årtiet og gode præstationer ved tre slutrunder – Kjær var allerede som 21-årig fast mand under VM i 2010 – var der ingen tvivl i panelet om, at den nuværende landsholdsanfører er selvskrevet til midterforsvaret. En nøglefigur i to æraer.

Hvem andre end Agger kan være Simon Kjærs forsvarsmakker? Når den tidligere Liverpool-stjerne var bedst, var han FC Barcelona-materiale (en klub, han afviste i 2011, da de ville købe ham!). Det niveau overførte han til landsholdet, hvor han særligt under Morten Olsen shinede i 10'erne.

Venstre back har siden Niclas Jensens landsholdspension i 2008 været en akilleshæl for Danmark. Mange er blevet prøvet, få har slået til. Hareide sværger til højrebacken Jens Stryger, og Simon Poulsen var med i to slutrunder, men Boilesen tager pladsen for sine – på grund af skader alt for få – gode præstationer i rødt og hvidt.

Midtbane

FCK-fighteren har slidt og slæbt på den defensive midtbane gennem hele årtiet. Uundværlig, da han var bedst, og en af de første på holdkortet hos både Olsen og Hareide, men alligevel til diskussion i befolkningen på grund af sine manglende offensive evner. Tre slutrunder og 69 kampe i årtiet taler dog sit tydelige sprog.

Siden han gjorde sit indtog på landsholdet i slutningen af Olsen-æraen, har Delaney ejet midtbanen. Har ved flere lejligheder brændt banen af – blandt andet ved VM i 2018 – og har nået et solidt Champions League-niveau i en storklub. Det smitter af på landsholdet, hvor han efterhånden er uundværlig.

Kong Christian af dansk fodbold er selvskrevet på holdet som offensiv styrmand. Blev indlemmet som teenager på landsholdet ved VM i 2010. Blev dog først forløst i rød og hvidt under Hareide, men så gik han også amok! Har båret Danmark gennem to kvalifikationer. 31 mål i årtiet siger det hele.

Angreb

Morten Olsens søn, lød det finurlige prædikat, som hurtigløberen på højrekanten fik. Spasmageren var indbegrebet af landsholdet i mere end 10 år frem til 2013, hvor han stoppede. Gjorde en god figur ved både VM i 2010 og EM to år senere og nåede at levere fem mål i årtiet og endnu flere assists.

Det kunne være blevet til så meget mere, men selvfølgelig skal landsholds-Lord'en indtage angriberpladsen på årtiets landshold. Særligt i Olsen-årene var han uhyggelig, når han var bedst. Med 19 scoringer i 10'erne er der langt ned til angrebskonkurrenterne Nicolai Jørgensen, Andreas Cornelius og Kasper Dolberg.

En rigtig Hareide-kriger, som har fået sit landsholdsgennembrud under nordmanden med sin fart og fysik i frontkæden. Ikke alt, han rører ved, bliver til guld, og han scorer fortsat for få mål, men han tager alligevel pladsen på kanten foran Olsen-yndlingen Michael Krohn-Dehli, som foruden Poulsen var stærkeste bud i et lidt svagt kandidatfelt.

Træner

Morten Olsens boldbesiddende pasnings-stil eller Åge Hareides norskinspirerede tonserbold? Årtiet har været præget af to meget forskellige fodboldfilosofier, som har delt vandene. Mens Olsens mandskab i starten af 10'erne blev beskyldt for at være kedeligt, har kritikken af Hareides hold gået på, at spillet er for primitivt. Så hvem vælger man? Nordmandens vinderkultur og to vellykkede kvalifikationer tipper det til hans fordel, mener panelet.