Ny dag – nye rygter om Christian Eriksen.
Den danske landsholdsstjerne skal uden tvivl væk fra Inter i januar, hvor transfervinduet er åbent. Spørgsmålet er bare hvorhen. For rygterne er mange, og de fleste handler om, at Inter forsøger at tilbyde Eriksen rundt, mens også potentielle byttehandler fylder en del i spekulationerne.
De seneste spekulationer er dog ekstra interessante, for de handler om de to spanske storklubber Real Madrid og Atlético Madrid. Ifølge den spanske avis Marca er den 28-årige midtbanemand nemlig blevet tilbudt til de to spanske rivaler af Inter.
Det kommer ikke helt ud af det blå, at Inter vælger lige præcis at sende et godt danskertilbud af sted mod den spanske hovedstad. For Real Madrid og Atlético Madrid holdt ifølge avisen et vågent øje med Eriksen, da hans tid i Tottenham så småt lakkede ud i takt med, at danskeren ikke ønskede at forlænge sin aftale.

Derfor fik de spanske storklubber muligheden igen, da Inter inden for de seneste uger foreslog dem at købe Eriksen. Men det er dog usandsynligt, at det kommer til at ske – og det skyldes den usikre økonomiske situation, som mange klubber er landet i under coronakrisen.
Det betyder dog ikke nødvendigvis, at Eriksen bliver i Inter. Her har træner Antonio Conte ikke set meget danskerens vej, og Inter-direktør Giuseppe Marotta har også sagt, at Eriksen er til salg i januar.
Transferguruen Fabrizio Romano fortalte det samme til B.T.s fodboldpodcast 'Transfervinduet' i sidste uge.
»Det mest realistiske er, at han skal væk fra Inter – og væk fra Italien,« sagde Romano blandt andet til 'Transfervinduet'.
Muligheder skal der også nok være, hvis man skal tro rygtebørserne. Og lige nu er det især Paris SG, der er en varm bejler, efter franskmændene har ansat Mauricio Pochettino som træner. En mand, som Eriksen kender fra deres fælles tid i Tottenham.