Inden for blot 72 timer kan Christian Eriksen angiveligt kalde sig for Brentford-spiller.

The Mirror erfarer, at Christian Eriksen skriver under på en kontrakt inden for den tidsramme, og at der kun mangler et lægetjek før, at Eriksen kan vende tilbage til Premier League.

Dermed kan det være, at der ikke går lang tid før vi ser danskeren på grønsværen igen.

Lørdag kunne det hollandske medie Telegraaf berette, at den danske stjernespiller var tilbage på træningsbanen med et hold for første gang, siden han faldt om med hjertestop under Danmarks åbningskamp ved EM.

Christian Eriksen trænede ifølge Telegraaf med ungdomsholdet Jong Ajax fredag, hvor mediet også skriver om, at de unge spillere var særdeles forbløffet over danskerens 'bemærkelsesværdige høje niveau.'

Hvis Christian Eriksen ender med at skrive under på en aftale med Brentford, kommer han til at være holdkammerat med ikke mindre end ni danskere – heriblandt landsholdsspillerne Christian Nørgaard og Mathias Jensen.

Premier League-klubben har også en dansk cheftræner ved roret i Thomas Frank, der har et godt forhold til den danske landstræner Kasper Hjulmand.

Christian Eriksen fortalte i starten af januar, at han ville genoptage karrieren og nu var på klubjagt.

Danskerens hovedmål er at komme med landsholdet til VM i Qatar, som han understregede i sit første og eneste interview, siden hændelsen i Parken.