Det er lidt af et kontraktdrama, der lige nu udspiller sig i den engelske storklub Chelsea.

Og det er med en dansker i hovedrollen.

For ifølge det engelske medie The Athletic er den danske landsholdsstjerne Andreas Christensen i øjeblikket sendt på bænken i et forsøg på at presse forsvarsspilleren til at forlænge sin kontrakt med klubben.

Den 25-årige dansker har nemlig kontraktudløb med klubben til sommer, og derfor må han allerede begynde at forhandle med andre klubber efter årsskiftet.

Andreas Christensen sammen med Chelsea-træner Thomas Tuchel.
Andreas Christensen sammen med Chelsea-træner Thomas Tuchel. Foto: GLYN KIRK
Vis mere

Noget, der har fået London-klubben til at sætte gang i kontraktforhandlingerne med den danske stjerne det meste af efteråret.

Men problemet er bare, at der lige nu efter sigende er store uenigheder om den løn og kontraktlængde, som danskeren kræver.

'AC', som forsvarsspilleren også kaldes, er ifølge mediet blevet tilbudt en ugentlig lønpakke på cirka 1,2 millioner kroner.

Det høje beløb er dog stadig langt under, hvad de bedst betalte spillere i klubben tjener, og med danskerens præstationer for klubben det sidste halve år in mente, er det da ikke helt nok for 'AC'-lejren.

The Athletic mener nemlig at vide, at spillere som Romelu Lukaku, Timo Werner og N'Golo Kanté ligger i toppen af klubbens lønhierarki med en ugentlig løn på mellem 2,5 og tre millioner kroner.

Samtidig ønsker danskeren ikke en alt for lang kontrakt, da hans alder vil gøre det svært at forhandle en større løn på plads i en efterfølgende kontrakt om fem år.

Derfor ønsker forsvarsstjernen ifølge mediet da også maksimalt en fireårig kontraktforlængelse.

Andreas Christensen har siddet på bænken i Chelseas tre seneste kampe, og direkte adspurgt på et pressemøde, om bænkpladsen skyldtes de tilsyneladende strandede forhandlinger, var Chelsea-træner Thomas Tuchel da også ret kontant.

»Vi håber på, at det påvirker hele kontraktsituationen en smule. Som jeg forstår det, så vil både klubben, spilleren og træneren det samme – nemlig at forlænge,« sagde tyskeren.

Du kan ligeledes høre værterne i B.T.s fodboldpodcast 'Transfervinduet' diskutere Andreas Christensens situation i Chelsea herunder: