Målene er haglet ind – og nu ser det ud til at kunne koste Andreas Christensen en fremtid i Chelsea.

Den danske landsholdsspiller er sat til salg af manager Frank Lampard.

Ifølge The Times skal defensiven i Premier League-klubben denne sommer gennem en stor overhaling, fordi der simpelthen blev lukket alt for mange mål ind i den seneste sæson. Hele 54 mål – eller 1,42 pr. kamp – blev der indkasseret i de 38 ligakampe.

Foruden Andreas Christensen har Frank Lampard derfor ifølge mediet også udstyret defensivkollegaerne Kurt Zouma, Emerson Palmieri, Marcos Alonso og målmand Kepa Arrizabalaga med til salg-skilte.

Andreas Christensen i kamp med West Hams Michail Antonio.
Andreas Christensen i kamp med West Hams Michail Antonio. Foto: JULIAN FINNEY
Vis mere

Chelsea sluttede på fjerdepladsen på trods af de mange minusmål, men manageren har ikke lagt skjul på, at han er opmærksom på problemet.

»Tallene lyver ikke. Nogle af de tydelige personlige fejl må ikke ske, hvis vi skal blive ved med at bevæge os fremad,« har Frank Lampard sagt for nylig.

Han sammenligner desuden processen med Premier League-rivalerne Liverpool og Manchester City, der inden for de seneste år har oprustet voldsomt på defensiven i jagten på national og international succes.

»De har også været igennem lignende perioder, hvor de tidligt i processen indkasserede for mange mål,« har Frank Lampard forklaret.

I denne sæson har Andreas Christensen fået spilletid i 21 Premier League, tre Champions League-kampe samt én FA Cup-kamp.

Og den danske landsholdsspiller har ellers for nyligt udtrykt, at han følte, at han var en del af Frank Lampards Chelsea-planer for fremtiden.

»Det synes jeg i hvert fald, at han giver udtryk for, og jeg kan jo kun prøve at vise ham den tillid, og at jeg er glad for den i hver kamp,« lød det for en måned siden fra Andreas Christensen. Se det interview øverst i artiklen

Sommerens store Chelsea-udrensning stopper endda tilsyneladende ikke ved forsvaret.

Frank Lampard har haft én sæson som Chelsea-manager.
Frank Lampard har haft én sæson som Chelsea-manager. Foto: ADAM DAVY
Vis mere

Også Tiémoué Bakayoko, N’Golo Kanté, Ross Barkley og Michy Batshuayi længere fremme på banen er sat til salg. Også Willian, der har kontraktudløb ved udgangen af august, kan være fortid.

I alt giver det 10 spillere, der ifølge Frank Lampard kan undværes i de fremtidige planer.

Og manageren er allerede godt i gang med at bygge sit nye Chelsea-hold op. Tyske Timo Werner er denne sommer hentet i RB Leipzig, mens marokkanske Hakim Ziyech er kommet til fra Ajax Amsterdam.

Samtidig har der været solide rygter om yderligere interesse i Kai Havertz fra Bayer Leverkusen og venstrebacken Ben Chilwell fra Leicester.