Andrea Pirlo er ny manager i Juventus, efter Maurizio Sarri for en uge siden fik sparket. Og den tidligere midtbanespiller har udset sig sit første indkøb.

Det er Manchester United-spilleren Paul Pogba, der spillede i Juventus med succes fra 2012 til 2016. Det skriver italienske Tuttosport.

Og 41-årige Pirlo vil gå langt for at sikre franskmandens underskrift. Han vil nemlig tilbyde Paulo Dybala den anden vej.

Det er på trods af, at Dybala lige er blevet kåret som årets spiller i Serie A, hvor han spillede en hovedrolle på det Juventus-hold, der vandt mesterskabet.

Paul Pogba.
Paul Pogba. Foto: Sascha Steinbach / POOL
Vis mere

Paul Pogbas agent, Mino Raiola, har tidligere på året hentydet, at midtbanespilleren er interesseret i at komme tilbage til Italien.

»Italien er som et hjem for Paul. Han vil have det fint med at komme tilbage til Juventus, men vi må se, hvad der sker,« sagde han tilbage i februar og fortsatte:

»Paul vil spille på det øverste niveau, men han kan ikke slippe væk fra Manchester United, hvis de er i en svær situation.«

Men situationen i Manchester United er bedre nu, end den var i februar. Storklubben blev nummer tre i Premier League og er derfor klar til Champions League i den kommende sæson. Derudover er Ole Gunnar Solskjærs tropper klar til semifinalen i Europa League efter 1-0-sejren over FCK.

Og Paul Pogba har fået en ny legekammerat i Bruno Fernandes, så det bliver måske ikke så nemt at lokke ham væk fra England.

Franskmanden nåede 178 kampe for Juventus, inden han skiftede i sommeren 2016.