Jannik Vestergaard regner ikke med at skulle forlade Leicester denne sommer.

Senest skrev The Sun lørdag i sidste uge, at Fulham og særligt manager Marco Silva er lune på den danske landsholdsspiller, og at Leicester vurderes at ville have over 100 millioner kroner for ham.

B.T. har også kunnet fortælle, at Brentford har prøvet at få ham til klubben, men er blevet afvist af Leicester, og der har også været løse rygter om Trabzonspor som ny klub for forsvarsspilleren, der dog ikke lyder som en mand, som er ved at pakke kufferten.

»Jeg er fuldt ud dedikeret til Leicester, der er en fed klub med passionerede fans. Jeg ved ikke noget om de rygter og følger helt ærligt ikke med i al den snak i transfervinduerne. Jeg bruger ikke min energi på den slags, men har al min fokus på pre-season og på at være den bedst mulige udgave af mig selv, når sæsonen starter. Hvis der er henvendelser, så tager min agent sig af det, men jeg regner da med at blive i Leicester,« siger Jannik Vestergaard, som fik 20 kampe for Leicester i sidste sæson.

Men han har ikke lagt skjul på, at det gerne skulle blive til mere spilletid i den kommende sæson, og han ser optimistisk på sin situation i Premier League-klubben.

»Det er gået godt i pre-season for mig, og det er fedt, at jeg modsat sidste år efter EM-turneringen har fået en fuld og god forberedelse til sæsonen. Det giver mig optimisme og god grund til at tro på, at jeg får en bedre sæson end den seneste, hvor jeg efter EM-slutrunden som så mange andre, der nåede langt i den turnering, nok var lidt slidt og skiftede til en ny klub stort set uden sommerferie,« siger han og tilføjer så:

»Derefter fik jeg ødelagt meget med både skader og sygdom i flere omgange. Det gav en mangel på kontinuitet for mig, og sæsonen blev aldrig det, jeg havde håbet på og regnet med. Nu skal jeg tilbage til det niveau og den kontinuitet, som jeg havde i Southampton og for landsholdet til EM.«

»Jeg tror på en bedre sæson i år og på, at jeg bliver her og spiller min rolle i et succesfuldt projekt i Leicester. I testkampene har vi alle fået lige meget spilletid, og jeg er i supergod form og helt parat til sæsonen i Premier League,« lyder det fra landsholdsforsvareren, som onsdag rundede de 30 år.

»Jeg føler, at jeg er i min bedste alder som fodboldspiller og glæder mig til de kommende år. Jeg er på toppen fysisk og med en masse erfaring fra over 350 kampe i international topfodbold, som både gør mig bedre i specifikke kampsituationer, og som er nyttig til at tackle livet som fodboldspiller.«

Jannik Vestergaard har spillet 35 landskampe for Danmark og startede, på nær åbningskampen mod Finland, inde i alle EM-kampe sidste sommer.

Hans kontrakt med Leicester løber i to år endnu.