Lyt til artiklen

Fra en danskerklub til en anden.

Landsholdsspiller Jannik Vestergaard bliver rygtet væk fra Leicester, men klubben er tilsyneladende ikke villig til at slippe ham til hvem som helst for hvad som helst.

B.T. kan med kilder tæt på Brentford afsløre, at Premier League-klubben med manager Thomas Frank i spidsen har henvendt sig til Leicester, men er blevet afvist.

Den 29-årige danske forsvarsspiller kom til Leicester for under et år siden, da klubben lagde hele 132 millioner for at købe ham fri i Southampton, og i begyndelsen af sæsonen gik det da også rigtig fint med spilletid, men fra november var det slut med tilliden, og Jannik Vestergaard blev henvist til bænken i især Premier League.

I forbindelse med sommerens Nations League-kamp mod Østrig i juni fortalte han dog selv, at det havde sine grunde, og Jannik Vestergaard lød ikke som en mand, der umiddelbart havde et stort ønske om at komme væk fra Leicester kun en sæson efter tiltrædelsen.

»Kampe er ekstremt vigtige. Det er trods alt mere kompetitivt at spille kampe, hvor det virkelig gælder, end det er i træningen, men jeg er ikke blevet en dårligere fodboldspiller i det sidste halve år. Snarere føler jeg mig i virkeligheden et bedre sted henne, end jeg gjorde i løbet af efteråret efter en meget, meget kort opstart – hvis nogen overhovedet,« sagde Jannik Vestergaard.

Han tilføjede om sit uheldige forløb i Leicester sidste år efter sommerens lange EM:

»Og så løb jeg ind i et par skader og noget sygdom. Så personligt har jeg det bedre nu. Jeg føler mig i bedre fysisk forfatning og føler mig også meget tilpas på banen og synes også, at det er gået godt i de kampe, hvor jeg har spillet.«

Jannik Vestergaard spillede i alt 20 kampe for Leicester i seneste sæson, men lægger ikke skjul på, at han gerne ville have spillet mere.

»Selvfølgelig er spilletid afgørende over længere tid – også for at være den bedste version af mig selv. Det arbejder jeg hårdt på. Jeg vil være topmotiveret, når jeg vender tilbage til Leicester for at forbedre den del, og jeg tror, at det gavner mig med en lille pause på bagsiden af det her og en fuld opstart.«

Den opstart er han nu i gang med, og selv om han kan læse alle vegne, at Leicester gerne vil af med ham, var den konkurrerede Premier League-klub Brentfords første henvendelse ikke god nok.