Jannik Vestergaard har slidt med at få spilletid i Premier League for Leicester og har i 2022 kun fået en kamp fra start til slut. Samt en enkelt gang blevet skiftet ind med et minut tilbage.

Den store forsvarsspiller har i flere af kampene – især mod slutningen af sæsonen – end ikke været i nærheden af truppen, men mens han spejder langt efter at komme på banen for klubholdet, mener han selv, at han er blevet en bedre fodboldspiller i løbet af efteråret.

»Kampe er ekstremt vigtige. Det er trods alt mere kompetitivt at spille kampe, hvor det virkelig gælder, end det er i træningen, men jeg er ikke blevet en dårligere fodboldspiller i det sidste halve år. Snarere føler jeg mig i virkeligheden et bedre sted henne, end jeg gjorde i løbet af efteråret efter en meget, meget kort opstart – hvis nogen overhovedet,« siger Jannik Vestergaard og fortsætter:

»Og så løb jeg ind i et par skader og noget sygdom. Så personligt har jeg det bedre nu. Jeg føler mig i bedre fysisk forfatning og føler mig også meget tilpas på banen og synes også, at det er gået godt i de kampe, hvor jeg har spillet,« lyder det fra landsholdsspilleren, der er blevet brugt en smule mere i de mindre turneringer.

I Conference League fik han begge kampe mod Randers, og det blev til 12 minutter mod Rennes i samme turnering. Derudover spillede han alle 90 minutter i FA Cup-kampen mod Watford. Totalt set er det for lidt, og det erkender han.

»Selvfølgelig er spilletid afgørende over længere tid – også for at være den bedste version af mig selv. Det arbejder jeg hårdt på. Jeg vil være topmotiveret, når jeg vender tilbage til Leicester for at forbedre den del, og jeg tror, at det gavner mig med en lille pause på bagsiden af det her og en fuld opstart.«

Mens det på klubplan kniber med spilletiden, kan Jannik Vestergaard glæde sig over, at han i landskampene mod Holland og Serbien i marts spillede næsten fuld tid, og at han fredag mod Frankrig også snuppede yderligere 60 minutter.

Mandag forventes han igen på banen, når Danmark møder Østrig.