De fleste kender ham nok som den franske angriber med den til tider blonde midterstribe på hovedet.

Men Djibril Cisse er meget mere end det. Han er nemlig også gået hen og blevet dj, hvilket er et karriereskifte, der for nylig har kastet et nyt hit af sig.

Faktisk offentliggjorde den tidligere Liverpool-spiller og Champions League-vinder allerede i 2017, at han ville lægge fodboldkarrieren på hylden til fordel for en fremtid bag mixerpulten, skrev Liverpool Echo dengang.

»Jeg elskede at være fodboldspiller, og indtil nu har bolden været mit liv,« sagde Djibril Cisse i forbindelse med karriereskiftet og tilføjede:

Djibril Cisse udgiver et nyt hit.
Djibril Cisse udgiver et nyt hit. Foto: Alain GROSCLAUDE
Vis mere

»Med den samme passion vil jeg nu vie mig selv helhjertet til min fremtidige karriere som dj, producer og konsulent, såvel som jeg vil udvikle mit tøjbrand,« lød det fra den franske angriber.

Og en karriere som dj har den nu 38-årige legende fået, hvilket indtil videre har kastet hele to album af sig.

Men det er ikke alt. For selv om det seneste album udkom i 2019, har Djibril Cisse ikke holdt sig fra at udkomme med ny musik siden da.

Senest er han aktuel med en skarp kandidat til årets sommerhit, der også kendes under sangtitlen 'Kiti', der kan nydes i sin fulde længde i toppen af artiklen.

Djibril Cisse i aktion mod AC Milans Gennaro Gattuso under Champions League-finalen i 2005. En kamp, som Liverpool endte med at vinde efter straffesparkskonkurrence.
Djibril Cisse i aktion mod AC Milans Gennaro Gattuso under Champions League-finalen i 2005. En kamp, som Liverpool endte med at vinde efter straffesparkskonkurrence. Foto: CARL DE SOUZA
Vis mere

Inden Djibril Cisse valgte at lægge fodboldstøvlerne på hylden og iføre sig et par solide høretelefoner, var han aktiv i en lang række fodboldklubber gennem sin karriere.

Blandt de mange klubber, som franskmanden har spillet i, finder man store navne som Liverpool, Marseille, Lazio, Panathinaikos og Queens Park Rangers.

Selv om Djibril Cisse annoncerede i 2017, at han ville stoppe karrieren, spillede han alligevel to yderligere sæsoner i først schweiziske Yverdon-Sport FC og siden italienske Vicenza.

Tilbage i maj 2020 lød det ifølge L'equipe , at den franske legende var klar på at tilføje endnu en klub til cv'et i et forsøg på at nå 100 scoringer i den franske Ligue 1, inden den franske angriber går endeligt på fodboldpension.

Djibril Cisse spillede i 2010 mod FC København, mens han var i græske Panathinaikos. Her på billedet sammen med William Kvist. 
Djibril Cisse spillede i 2010 mod FC København, mens han var i græske Panathinaikos. Her på billedet sammen med William Kvist.  Foto: Keld Navntoft
Vis mere

Cisse skulle sågar være klar på at spille gratis, blot for at få drømmen opfyldt, hvor han aktuelt er noteret for 96 scoringer.