Hold nu helt halloween, hvad skete der lige der?

Det var en mareridtsagtigt aften for Lionel Messi, som ganske usædvanligt blev taget ud i pausen af Paris Saint-Germains opgør mod Lille efter en spøgelsesagtig optræden i de første 45 minutter.

Superstjerne-mandskabet var nede med 0-1, da træner Mauricio Pochettino tog affære og tog sin diamant ud af kampen og erstattede ham med angriberen Maruo Icardi.

I sidste ende gav det pote, for PSG vendte kampen og vandt 2-1, men det efterlader mange spørgsmål om Messi, som har været en skygge af sig selv i PSG-trøjen, hvor han ikke har scoret eller lavet en assist i fem ligakampe i streg i Ligue 1.

Lionel Messi blev taget ud i pausen, da PSG slog Lille med 2-1 fredag aften. Franck Fife/Ritzau Scanpix
Lionel Messi blev taget ud i pausen, da PSG slog Lille med 2-1 fredag aften. Franck Fife/Ritzau Scanpix

Argentineren har til gengæld scoret tre gange i tre kampe i Champions League som PSG-spiller.

Jonathan David bragte Lille på vinderkurs, men PSG-kaptajn Marquinhos og Angel Di Maria sikrede sejren med to mål i opgørets sidste kvarter.

PSG fører suverænt Ligue 1 med 31 point efter 12 kampe. Lille kæmper med at finde formen fra sidste sæson og er blot nummer 11. Lille var ellers bedst i første halvleg og gik ganske fortjent til pause med en 1-0-føring.

Den canadiske skarpretter Jonathan David var på pletten foran mål efter en halv times spil efter et godt oplæg af hans tyrkiske angrebsmakker, Burak Yilmaz.

David havde endnu et par gode muligheder i anden halvleg, men langsomt åd PSG sig ind i kampen, og efter knap 75 minutter sparkede Marquinhos balance i regnskabet efter et flot chipoplæg af Angel Di Maria.

Indskiftede Mauro Icardi var tæt på at komme på tavlen, men til sidst sikrede Di Maria hovedstadsklubben sejren efter oplæg af Neymar.