Efter 22 år er det tæt på at være slut.

»Vi mener, at der er mulighed for, at Manchester United mister førstepladsen,« siger Dan Jones.

Han er partner i Deloitte, der netop har udsendt den årlige liste over de fodboldklubber i Europa med størst omsætning.

Siden opgørelsen kom for første gang i 1996-97 har Manchester United været suverænt den øverst placerede engelske klub. Men de gyldne tider kan være ovre allerede om et år.

Både Manchester City og Liverpool er kommet meget tæt på ifølge den seneste liste.

»Til den tid vil det omfatte den fænomenale sæson, Liverpool har gang i på banen. Of hvis Manchester City og Liverpool gør det godt i Champions League vil det blive meget, meget tæt,« siger Dan Jones fra Deloitte:

»For 10 år siden ville tanken om, at City ville overhale United økonomisk have været langt ude.«

Samlet set rækker Manchester Uniteds indtjening 'kun' til en tredjeplads på den samlede europæiske liste, som den engelske storklub også tidligere dominerede totalt.

Helt øverst er det en ny klub, da FC Barcelona for første gang omsætter for flest penge af alle fodboldklubber.

Det fremgår af den årlige fra revisionsfirmaet Deloitte, der måler klubbers omsætning.

Ifølge Football Money League-rapporten omsatte Barcelona for 840,8 millioner euro svarende til 6,3 milliarder kroner i sæsonen 2018/2019 - det er samtidig første gang, at noget hold omsætter for over 800 millioner euro på en sæson.

Barcelona overtager tronen fra ærkerivalen Real Madrid, der omsatte for i 757,3 millioner euro - en stigning på små 7,4 millioner euro.

Efter Manchester United følger tyske Bayern München og franske Paris Saint-Germain i top-5.

Top-20 på listen omsatte for i alt 9,3 milliarder euro svarende til knap 70 milliarder kroner. Det er også ny rekord og en stigning på 11 procent i forhold til sæsonen før.

44 procent af den samlede omsætning fra top-20 kommer fra tv-indtægter, mens 40 procent er kategoriseret som kommercielle indtægter.

Noget overraskende er det, at Tottenham er den London-klub, der omsatte for flest penge, og dermed slår både Chelsea og Arsenal for første gang siden sæsonen 1996/1997. Premier League har i alt otte klubber i top-20.