Med danske øjne var det en surrealistisk oplevelse at sætte sig foran Manchester United-Luton.

Opgøret var langtfra lige så vanvittigt som FCKs dramatiske sejr over storklubben i sidste uge, men til gengæld var der god grund til at tage sig til hovedet.

Få dage inden de afgørende landskampe mod Slovenien og Nordirland udgik Christian Eriksen med en skade efter 40 minutter. Og man skulle tro det var løgn, da det blev Rasmus Højlunds tur sidst i opgøret. Derfor har de meldt afbud til de to altafgørende landskampe.

Det sorte – nærmest tenderende til absurde – uheld fik også landstræner Kasper Hjulmand til at trække på smilebåndet og grine en smule af situationen.

Kasper Hjulmand besvarer pressens spørgsmål mandag 13. november i Helsingør.
Kasper Hjulmand besvarer pressens spørgsmål mandag 13. november i Helsingør. Nikolai Linares/Ritzau Scanpix

»Det er pisseirriterende,« lød det fra landstræneren, der formentlig har bandet og svovlet foran skærmen til Manchester United-Luton.

»Det er ærgerligt. Det er fandeme ærgerligt, for det er to gode fodboldspillere.«

Hjulmand afslørede også, at han har haft kontakt til de to Manchester United-danskere i forbindelse med afbuddet.

Et afbud til to kampe, hvor Danmark spiller sig selv til EM i Tyskland, medmindre man skuffer gevaldigt.

Christian Eriksen og Rasmus Højlund plejer at være to af Kasper Hjulmands første navne på holdkortet.
Christian Eriksen og Rasmus Højlund plejer at være to af Kasper Hjulmands første navne på holdkortet. Oli Scarff/AFP/Ritzau Scanpix

»De er forbandede over det. De er først og fremmest mega trætte af ikke at kunne træde ind i Parken til sådan en aften som på fredag, hvor vi kan kvalificere os på hjemmebane. Det er faktisk de aftener, hvor man kvalificerer sig, der er det fedeste,« forklarer Hjulmand.

»Det er sjovt, for når man tager hjem fra slutrunder – medmindre man vinder det hele – så tager man altid hjem lidt halvskuffet, uanset hvor langt man når. Men de aftener, hvor man kan kvalificere sig, der er det begejstringen eller eufori.«

På trods af en regn af afbud fra profiler som Simon Kjær, Robert Skov, Alexander Bah, Mikkel Damsgaard og altså Christian Eriksen og Rasmus Højlund hæfter landstræneren sig ved en trup med »meget kvalitet.«

Om det bliver nok til at sende Danmark til EM senest på mandag vil tiden vise.