Christian Eriksen blev matchvinder for Danmark i sin landskamp nummer 100 mod England i denne uge. Men på klubholdet Inter kører det ikke efter planen.

Her er danskeren langt fra at være en toneangivende spiller.

Men nu er der måske lidt håb at spore for Eriksen.

På pressemødet fredag før Inters kamp lørdag mod ærkerivalerne fra AC Milan fortæller Inter-træner Antonio Conte, at han er glad for Eriksens indsats. Og at der nok skal komme mere spilletid.

»I mine øjne spiller han helt rigtigt. Jeg træffer beslutninger, der er gode for holdet, og jeg er tilfreds med, hvad han giver os, og hvordan han er blevet integreret. Jeg tror, han er glad for at arbejde sammen med mig og min stab - og hans holdkammerater. Der kommer til at blive plads til ham og alle andre også. Det bliver en lang, svær og udmattende sæson,« siger Conte ifølge flere italienske medier og tilføjer:

»Vi vil have tre midtbanefolk på banen lørdag, og der vil være én på bænken. Så har vi en ny kamp onsdag mod Borussia Dortmund. Og så kan jeg gentage igen, at jeg skal træffe valgene, og jeg synes, at Eriksen har haft sine chancer og har bevist sit værd,« lyder det fra Conte.

Eriksen talte ved den seneste landsholdssamling om, at han stod et nyt sted i sin karriere, hvor han skulle vænne sig til en uvant situation,

»Jeg står et sted, hvor jeg måske ikke rigtig har stået før på et klubhold. Jeg fik en fin start, efter jeg kom til en ny klub i januar, og jeg prøvede at vise mig frem der. Så kom coronapandemien, og hvad der nu er sket, og så er det gået lidt op og ned.«

»Folks tankegang og forventninger til mig som spiller er, at jeg spiller og er afgørende i hver kamp, og det har ikke været tilfældet. Derfor kigger folk udefra anderledes på en,« sagde han.