Det var med pomp og pragt, at Liverpools stjernespillere i november flyttede ind på klubbens nye topluksuriøse træningsanlæg, The Axa Training Centre i Kirkby.
Her kan Salah, Van Dijk, Alexander-Arnold & co. boltre sig på et kæmpe areal, der tæller tre hele fodboldbaner, to styrketræningscentre, en stor indendørs hal, pool, beachvolleybane, restaurant med balkon og en håndfuld lægeklinikker.
Hele molevitten har kostet de regerende engelske mestre svimlende 50 millioner pund – svarende til næsten en halv milliard kroner
Der er bare et problem – spillerne hader deres nye hovedkvarter!

Det skriver engelske The Sun.
Det blæser nemlig konstant på den store grund i Kirkby, der i modsætning til klubbens gamle anlæg, Melwood, ligger fuldstændig ubeskyttet uden nogen form for læ.
Området er i folkemunde kendt som 'Windy Harbour', og skulle angiveligt være et sted, som selv seriespillere hader at spille på grund af den voldsomme blæst.
Og det er da også gået ned ad bakke for Liverpool, siden klubben indtog det nye anlæg. Klubben har på få måneder spillet sig helt ud af mesterskabskampen og ligger lige nu på en uvant og utilfredsstillende sjetteplads i Premier League.


