Han var i gang med at udleve sin største drøm, da det værst tænkelige skete for Anders Lindegaard.

Tiden skal skrues tilbage til 2012. Han spillede for Manchester United, havde bidt sig fast i buret efter at have skrevet under med klubben i november 2010, da han fik den besked, alle målmænd drømmer om.

For efter nogle stærke præstationer i Champions League og Premier League var han pludselig førstevalg i storklubben. Det fortæller han i et stort interview med The Guardian.

»Jeg var lykkelig, men da vi trænede den samme morgen, skulle jeg slå en bold væk over en mannequin, min fod sad fast, og jeg vred om på anklen. Jeg lå i græsset og græd – hele min verden faldt sammen,« fortæller Anders Lindegaard.

Den danske målmand var ude resten af sæsonen, og i den næste kæmpede han fysisk.

Men han sagde ikke noget, fordi han vidste, hvor tæt målmandsduellen var med David de Gea. Og den danske keeper fik da også chancen igen i flere kampe, inden de Gea igen blev sat tilbage mellem stængerne.

Egentlig en lettelse for Lindegaard, der så ville prøve at komme sig og få anklen til at spille.

Men det var slut i den engelske storklub, selvom han fik de sidste kampe i sæsonen for Manchester United, som han vandt Premier League med, og ud over at tiden i klubben blev ødelagt af ankelskaden, var privatlivet også 'kaotisk', fortæller Lindegaard, der i 2015 skiftede til West Bromwich.

Anders Lindegaard var i Manchester United fra 2010 til 2015.
Anders Lindegaard var i Manchester United fra 2010 til 2015. Foto: Andrew Couldridge
Vis mere

I 2016 blev han lejet ud til Preston, og siden gik turen til Burnley, hvor han 'dedikerede to år til sin søn', der blev født i december 2012.

»Jeg bragte et barn til verden, og det er ens vigtigste job. Jeg ville ønske, jeg kunne have fokuseret 100 procent på fodbold uden at skulle bekymre mig om, hvad der skete, når jeg kom hjem. Men jeg ønsker ikke medlidenhed,« siger Lindegaard, der har sønnen Julian med ekskonen Misse Bequiri.

De var sammen i fem år og blev gift på Mauritius i 2014.

I 2016 blev de skilt på grund af ‘uforenelige forskelle’, lød det, og i tv-programmet 'Real Housewives of Cheshire' fortalte Misse Bequiri efterfølgende, at de var vokset fra hinanden.

Hele den svære periode satte sit præg på Lindegaards tanker.

»Jeg ser tilbage på mine år i England og har ting, jeg fortryder. Jeg blev et bittert menneske, der var træt af landet. Det var bare tydeligt, det var et kapitalistisk samfund, hvor de rige har narret de fattige til at forlade Europe. Mine tanker blev også værre om det på grund af mit frygtelige privatliv. Jeg boede i Wilmslow – det er et smukt sted og der, min søn blev født. Han var på hospitalet i en uge og havde det ikke godt,« fortæller Anders Lindegaard, der dog understreger, at han elsker det engelske folk.

Den i dag 37-årige målmand spiller nu i Helsingborg, men han bor i Danmark med sin kæreste, modellen Sofie Bording.

Sammen blev de sidste år forældre til sønnen Levi, og den 1. oktober i år afslørede parret, at de venter endnu en lille ny, der kommer til verden i 2022.