Selv om AaB slog Lyngby i stor stil, så var det dog ikke målene, som fansene endte med at tale om.

En helt særlig hændelse endte nemlig med at stjæle rampelyset fra 4-0 sejren over gæsterne fra Lyngby.

For boldkasteren Olivia imponerede mange i stor stil under opvarmningen til kampen.

Under opvarmningen imponerede hun nemlig både tilskuerne og ikke mindst Frederik Børsting og resten af udskiftningsspillerne så meget, at de inviterede hende med i deres jongleringsøvelse.

Med almindelige gummisko, mundbind, rødt pandebånd og en rød overtrækstrøje stod hun og brillerede foran hjemmepublikum, og særligt på Twitter er Olivia blevet hyldet.

For på Twitter er der kun roser til det unge talent og hendes evner samt til spillerne for at tage hende med i spillet:

  • Spiller hun bedst wingback eller midterforsvar? Kan hun springe en 'Disney Sjov' over på fredag?
  • Hun er så vild. Vi sad selv og var dybt imponerede over opvisningen. Kæmpe respekt herfra
  • Mega fedt. Super overskudsagtig at hive hende ind.

AaB kom foran 2-0 i første halvleg, og derfor var der også igen overskud til en lille fodboldsession med Olivia.

I pausen kunne man igen se boldkasteren Olivia lege med bolden, men denne gang stod hun sammen med Tim Prica, hvor de jonglerede til hinanden. Tim Prica kom ind i anden halvleg og scorede kampens sidste to mål.

Ifølge AaB af 1885, som Olivia er en del af, er hendes personlige rekord på imponerende 2.405 jongleringer.