Den polske angriber Kamil Wilczek har været ønsket i Brøndby, men polakken har valgt at kigge andre veje i jagten på en ny klub.

Som BT tidligere har kunnet fortælle, blev den polske ligatopscorer Kamil Wilczek tilbudt Brøndby for et par uger siden. Ifølge BTs oplysninger kom forhandlingerne så langt, at Wilczek blev tilbudt en kontrakt, men han har nu valgt at kigge på andre muligheder end Brøndby.



Brøndby har ellers strukket sig langt for den polske angriber, og der er blevet forhandlet intenst i de seneste dage uden held.

Wilczek har haft en fremragende sæson i den polske liga Ekstraklasa. Her blev han topscorer med 20 kasser og blev kåret til årets angriber samt årets spiller. Derudover har han kontraktudløb med sin klub Piast Gliwice denne sommer og kan derfor skifte gratis til en ny klub, og det har gjort ham særdeles eftertragtet.



Ifølge BTs polske pressekilder kan Wilczek i stedet være på vej til Qatar, hvor han kan sikre sig en meget bedre kontrakt, end det ville være tilfældet i Brøndby. I en alder af snart 28 vil Wilczek gerne sikre sig for livet efter karrieren, og en større mulighed får han nok ikke igen efter denne sæson.

Det engelske medie 'Here is The City' har også sat polakken i forbindelse med et skifte til de engelske klubber QPR, Bournemouth, Watford og Middlesbrough. Det er uvist, om de rygter har hold i virkeligheden. Wilczek har tidligere været til prøvetræning i engelske Bolton tilbage i januar, men måtte rejse hjem til Polen uden kontrakt.



Wilczek blev først omskolet til positionen som angriber for to år siden, hvor han før gjorde sig som midtbanespiller. Og efter blot to sæsoner som angriber hos Piast Gliwice er det blevet til 29 mål.