FC København overraskede de fleste, da de fredag fortalte, at de var nået til enighed med paraguayanske Club Guarani om en pris på op mod 23 millioner kroner for Federico Santander. Der manglede kun detaljer, før den 24-årige angriber kunne skrive under.

De detaljer er nu på plads, og Federico Santander har bestået lægetjekket og skrevet under på en femårig kontrakt med FC København.

»Med købet af Santander har vi fået en fysisk stærk, men også meget mobil og målfarlig angriber, der selvfølgelig vil skulle bruge lidt tilvænning til vores form for fodbold. Det er vi overbeviste om, at han vil kunne gøre relativt hurtigt og han passer godt både som en angriber, der kan spille alene eller sammen med en anden helt fremme. Det giver os nye muligheder i spillet,« siger manager Ståle Solbakken til klubbens hjemmeside.

Federico Santander får trøjen med nummer 19 på ryggen, og i den skal han altså forsøge at gøre sig til topscorer i FC København.

»Jeg er meget glad og jeg er taknemmelig overfor klubben, fordi de har valgt mig. Jeg vil give mit bedste for F.C. København, som er forpligtet til at vinde titler og er en klub, der skal kvalificere sig til internationale turneringer. Det vil jeg hjælpe klubben og mine holdkammerater med,« siger Federico Santander.

Den paraguayanske angriber kommer dog ikke til at spille lige foreløbig for Ståle Solbakkens tropper, da FC København i aftalen med Club Guarani har indvilget i at lade Santander spille færdigt i den sydamerikanske Champions League, Copa Libertadores, før han endeligt rejser til Danmark.

Her spiller Club Guarani semifinaler den 15. og 22. juli, og ryger de ud til River Plate, vil han altså komme til København kort efter. Spiller Guarani sig frem til finalen, må Ståle Solbakken vente endnu længere med at råde over Santander. I så fald vil han først kunne tiltræde den 6. august - og han vil dermed være ude af FC Københavns første to runder af kvalifikationen til Europa League.

Federico Santander har scoret fem mål i 15 kampe i ligaen og seks mål i 10 kampe i Copa Libertadores i denne sæson.