Ifølge bundesligaklubben RB Leipzig er en transfer af angriberen Timo Werner ikke på plads.

Skal man tro diverse medier i Tyskland og Storbritannien, er Leipzig-angriberen Timo Werner snart Chelsea-spiller, men ifølge tyskerens arbejdsgiver er ingen handel på plads.

Det siger Leipzigs sportsdirektør, Oliver Mintzlaff, efter lørdagens 1-1-kamp mod Paderborn i Bundesligaen.

- Timo Werner har ikke udløst sin frikøbsklausul, og vi er ikke blevet kontaktet om en handel af nogen klub, siger Mintzlaff og tilføjer:

- Det er Timo, som er i førersædet nu. Ikke klubben.

Flere medier har i denne uge skrevet, at Werner er enig med Chelsea. Premier League-klubben er angiveligt villig til at betale 50 millioner euro, hvilket svarer til 372 millioner danske kroner, for tyskeren.

Selv om coronapandemien har skubbet fodboldkalenderen i hele Europa, er Oliver Mintzlaff ikke bekymret for at miste Werner, før sæsonen er forbi.

- Vi er sikre på, at vi finder en løsning med hans nye klub, så han kan blive hos os frem til slutningen af bundesligasæsonen, siger sportsdirektøren.

Timo Werner kom ikke på tavlen i lørdagens uafgjorte kamp, men har ellers haft en stor sæson for den tyske topklub.

I 30 bundesligakampe har angriberen scoret 25 mål, mens det er blevet til 31 fuldtræffere på tværs af alle turneringer.

Han har i de seneste måneder ikke lagt skjul på, at han var fristet af at fortsætte karrieren i Premier League.

Liverpool blev hurtigt udpeget til favorit, og klubbens tyske manager, Jürgen Klopp, skulle være interesseret i at få sin landsmand i stalden.

Men ifølge Kicker var Liverpool ikke parat til at betale Leipzig den fastsatte frikøbssum, og Premier Leagues førerhold var dermed ude af billedet.

/ritzau/AFP