Rasmus Højlund er sat under hårdt pres i Manchester United. 

Han har kun scoret to mål i Premier League, og selv når gigantklubben vinder, er det alligevel den danske angriber, der står for skud i de brutale engelske medier. 

Men nu tager Peter Schmeichel den danske angriber i forsvar. 

»Holdet spiller ikke på den måde, man skal spille på, når man har en type som Rasmus (Højlund red.).« 

Højlund får hjælp fra uventet kant. 
Højlund får hjælp fra uventet kant.  Foto: Lasse Vøge
Vis mere

»Det har været svært for ham, men jeg synes, han gør det helt fantastisk. Han giver ikke op, han kæmper, og han lader sig ikke gå på af det,« siger Peter Schmeichel til B.T. inden snigpremieren på en ny dokumentar om målmandens eget liv. 

Peter Schmeichel vandt alt, hvad der er at vinde i sine otte år i Manchester United. Så han ved om nogen, hvad der skal til for at få succes i den engelske klub.

Og han tror virkelig på, at Rasmus Højlund kommer til at lykkes hos 'de røde djævle'.

»For mig er der ingen tvivl om, at han er fremtiden, og der er ingen tvivl om, at han er en del af projektet,« siger Schmeichel og fortsætter:

»Det, der er sket i år, kommer han til at lære rigtig meget af, og det kommer til at give ham noget ballast, som han kan bruge i resten af sin karriere.«

Schmeichel understreger til sidst, at den danske landsholdsangriber ikke er den eneste, der kæmper med det i Manchester United, hvor de lige nu roder rundt på 13.-pladsen i Premier League. Deres værste placering i mere end tre årtier. 

Dokumentaren om Peter Schmeichel ved navn 'Schmeichel' kommer på Sky Showtime 9. februar. Til snigpremieren ærgrede han sig over, at et særligt familiemedlem ikke dukkede op. Se videoen HER