Den danske landsholdsangriber Rasmus Højlund er i dyb krise i Manchester United, hvor han blot har scoret to gange i Premier League i denne sæson – trods masser af spilletid.

På de sociale medier er tålmodigheden blandt Manchester United-fans udløbet – især efter søndagens 1-0-sejr ude over Fulham, hvor Højlund tabte spandevis af dueller, missede førsteberøringer og var helt ufarlig, inden han blev skiftet ud kort efter pausen.

Og i medierne er dommen brutal. 

Express har Højlund som Manchester Uniteds dårligste spiller i kampen – og skriver:

»Højlund havde én berøring i Fulhams felt og var for det meste anonym. Danskeren er bedst, når han har løbere omkring sig – men de fleste 75 millioner pund-angribere bør kunne skabe deres egne chancer. Dette var en desperat frustrerende indsats – og han blev flået ud, inden der var spillet en time.«

Daily Mail har også Højlund nederst på i karakterbogen.

»Danskeren har nu spillet 37 United-kampe, hvor han ikke har scoret – og dette var 58 minutter, hvor han nærmest ikke bidrog med noget positivt. Før han blev flået ud af manageren, tabte han flest dueller (9) af alle, og han forlod banen uden et eneste skud på mål. En kamp til glemmebogen.«

Goal har også Højlund som dårligste United-spiller- og konstaterer tørt:

»Tabte utallige dueller, var ingen trussel, og man lagde nærmest ikke mærke til ham, inden han blev kiftet ud i det 58. minut.«

I det populære engelske fodboldprogram Match of the Day er den tidligere topmålmand Shay Given heller ikke imponeret.

»Det virker til, at han er en million mil fra den lige nu. Han bliver nødt til at være stærkere og mere dominerende. Han løber bare væk – han tilbyder sig ikke. Man ønsker sig så meget mere fra sin angriber.«

»Jeg ved ikke, om det er hans koncentrationsniveau, hans selvtillid eller noget andet, der fejler. Han havde en rigtig dårlig dag på kontoret.«