Fodboldlegenden Antonín Panenka kæmper i skrivende stund for sit liv, efter han er blevet konstateret positiv for coronavirus.
Det oplyser den tjekkiske fodboldklub Bohemians 1905, hvor Panenka er formand.
»Antonín Panenka blev i dag indlagt på intensivafdelingen i en alvorlig tilstand, hvor han er forbundet med flere maskiner. Vi har ikke yderligere kommentarer,« skriver klubben på Twitter og opfordrer Panenka til at kæmpe.
På klubbens hjemmeside har man 16.35 opdateret nyheden med ny information, hvor det står klart, at 71-årige Panenka er blevet konstateret positiv for coronavirus.
Panenka skabte i 1976 fodboldhistorie, da han sikrede Tjekkoslovakiet EM-titlen efter et mål i straffesparkskonkurrencen mod Vesttyskland. Og det var ikke hvilket som helst mål.
På daværende tidspunkt havde ingen nogensinde forsøgt at chippe bolden i midten af målet, som Panenka iskoldt gjorde og efterfølgende blev nationalhelt.

Siden da er sparket blevet kendt som en 'Panenka' og er blevet gentaget gang på gang af fodboldens største stjerner.
Panenka tilbragte det meste af sin karriere i østrigsk fodbold, inden han stoppede karrieren i starten af 90'erne i de lavere rækker. Siden har han gjort comeback i ledelsen hos Bohemians, hvor han spillede i sin ungdomstid.


