Emmanuel Petit er sur. Meget sur.

»Prøv at sætte dig selv i spillernes sted i PSGs omklædningsrum, som lever med de utilregnelige indskydelser fra en fyr, der skider på klubben og dens fans. Han har ingen respekt,« siger han.

Sådan siger han til det franske medie RMC Sport om Paris Saint-Germains brasilianske stjernespiller Neymar.

Den tidligere franske fodboldspiller, der blandt andet scorede til 3-0 for Frankrig i VM-finalen mod Brasilien i 1998, har ikke meget tilovers for Paris Saint-Germains nummer 10 og sender flere voldsomme angreb af sted.

Neymar, der startede på bænken mod Real Madrid i sidste uge, får hård kritik af Emmanuel Petit.
Neymar, der startede på bænken mod Real Madrid i sidste uge, får hård kritik af Emmanuel Petit. Foto: SUSANA VERA
Vis mere

»Da jeg spillede med Zidane og Djorkaeff, vidste jeg, at de kunne afgøre en kamp på egen hånd, så vi accepterede, at de negligerede det defensive arbejde,« siger Emmanuel Petit, der nåede at spille for klubber som Chelsea, Barcelona og Arsenal gennem sin karriere.

»Vi accepterede det og lavede vores arbejde, fordi vi vidste, at vi kunne vinde med en genistreg (...) Det er ikke tilfældet med Neymar overhovedet.«

Egoismen stråler ud af Neymar, mener han.

»Den mand spiller for sig selv. Kun sig selv.«

Emmanuel Petit (tv.) blev verdensmester med Frankrig i 1998.
Emmanuel Petit (tv.) blev verdensmester med Frankrig i 1998. Foto: © Pawel Kopczynski / Reuters
Vis mere

Neymar skiftede til Paris Saint-Germain for to år siden som den største transfer i fodboldhistorien for 222 millioner euro (svarende til cirka 1,66 milliarder kroner), men tiden i PSG har langtfra været en succes.

Brasilianeren har spillet lige så mange PSG-kampe, som han har misset grundet skader, og flere gange har hans attitude fået PSG-fansenes blod til at boble. Senest gik han direkte i omklædningsrummet, da han blev skiftet ud mod Lille, hvor han spillede en anonym kamp. Derudover har hans opførsel bragt ham i uføre med PSG-tilhængere.

Grobunden blev for alvor skabt, da Neymar i sommer erklærede, at han ønskede at forlade den franske hovedstadsklub for at vende tilbage til FC Barcelona. Undervejs fik han også nævnt, at hans bedste fodboldminde var... at slå PSG ud af Champions League med FC Barcelona i 2017. Her vandt det catalanske storhold på helt surrealistisk vis 6-1 efter at have tabt 4-0 i første opgør.

I denne sæson er det blot blevet til syv kampe og fire mål for Neymar.