Ian Rush fik sit livs forskrækkelse for blot to uger siden.
Her måtte Liverpool-legenden nemlig hastes til hospitalet, hvor han blev indlagt på den intensive afdeling.
Årsagen var, at han var kollapset i sit hjem på grund af vejrtrækningsproblemer efter smitte med influenza.
En hård omgang for den 64-årige angrebslegende, der faktisk ikke troede, han ville klare den, da han lå i ambulancen på vej til Countess of Chester Hospital.
Det fortæller han i et interview med The Mirror.
»Jeg var bange, og jeg troede ærligt talt ikke, at jeg ville overleve. Jeg troede, jeg skulle dø,« lyder det fra Ian Rush.
Liverpool-ikonet takker samtidig sin forlovede, Carol Anthony.
For ifølge den tidligere angriber var det nemlig hende, der reddede ham efter kollapset i hjemmet.
»Jeg lå på jorden og hev efter vejret. Jeg troede, at nu var det slut. Jeg var væk. Jeg panikkede,« forklarer han og tilføjer:
»Men mens jeg lå og ventede på en ambulance, fik Carol mig igennem det hele ved at sige til mig, at jeg skulle forsøge at bevare roen og trække vejret. Hun var fantastisk.«
Ian Rush blev i øvrigt udskrevet fra hospitalet efter tre dages indlæggelse.

