Liverpool-legenden Ian Rush måtte for to dage siden hastes til hospitalet.

Han ligger stadig på den intensive afdeling.

Det skriver BBC.

Angrebsesset, der bankede mål ind for Liverpool i 1980erne og 1990erne, blev indlagt på Countess of Chester Hospital i Chester med vejrtrækningsproblemer efter smitte med influenza.

Han er ved at komme sig, lyder den seneste og trods alt optimistiske melding.

En talsmand for Liverpool har takket personalet på hospitalet for at »yde den bedst mulige pleje« og tilføjede, at »alle i Liverpool ønsker ham (Ian Rush, red.) god bedring«.

64-årige Ian Rush scorede hele 346 mål i 660 kampe for Liverpool, som han også vandt fem engelske mesterskaber med. Derudover var han med til at vinde Europacuppen for mesterhold – som siden har skiftet navn til Champions League – to gange.

I dag er Ian Rush ambassadør for Liverpool, og han ses ofte til klubbens hjemmekampe på Anfield.

I disse dage oplever Storbritannien en voldsom stigning i antallet af influenzasmittede – hvilket også lægger pres på landets hospitalssektor, idet mange ældre og immunsvækkede må indlægges efter smitte.