Paul Merson er i problemer igen.

»Det er svært. Jeg er tilbage, hvor jeg var for mange år siden,« siger han.

Den tidligere engelske landsholdsspiller er igen endt i gambling-afhængighed, ludomani.

I det kommende tv-program 'Harrys Heroes', hvor 13 tidligere engelske fodboldstjerne skal komme i form under ledelse af Harry Redknapp, bryder han sammen foran kameraerne og fortæller om sine problemer.

»Jeg kæmper med livet igen. Jeg kæmper hårdt,« siger Paul Merson:

»Livet falder fra hinanden - gambling - jeg har fuldstændigt mistet kontrollen igen. Jeg har gravet mig ned i et hul, og jeg kan ikke komme ud af det. Det er den værste form for afhængighed i verden.«

Paul Merson har tidligere fortalt om sin store afhængighed af gambling. Han begyndte allerede som 16-årig, og det var noget, der forfulgte ham gennem den professionelle fodboldkarriere trods stor succes for eksempelvis Arsenal..

Op gennem 1990erne skulle han have formøblet mere end 60 millioner kroner af den grund - også på alkohol og narkotika.

Paul Merson (tv.) i Arsenal-tiden. Her fra 1996. Vis mere

Han fortæller også ITV-programmet, at bookmakere stadig tilbyder ham kredit, selv om hans problemer har været offentligt kendt i årevis.

I programmet sidder han i en bil, mens tårerne begynder at trille ned af kinderne.

»Det er mentalt opslidende. Bare at sidde her og tænke på, hvor jeg skal få pengene fra. Det er som at være narkoman. Det er som at være en narkoman. Men selv som narkoman ville du ikke kunne bruge som mange penge (som på gambling, red.). Det er umuligt, umuligt,« siger Paul Merson og fortæller, at han allerede har været i behandling for sit problem fem gange.

Og han har måttet aflyse optagelser til 'Harrys Heroes' på grund af sin nye nedtur.

Efter at historien er kommet frem i engelske medier, har den 50-årige englænder modtaget masser af støtte via sociale medier.

Det skriver han på Twitter.

'Tak for alle de støttende tweets. Det betyder alt for mig. Jeg tager én dag af gangen, men det er blevet bedre. Afhængighed er det ensomste sted, der findes - og jeg har haft tre af den værste slags over tre årtier. Man skal aldrig være bange for at tale om det, for man er aldrig alene,' skriver han.

'Harrys Heroes' bliver vist på ITV i næste uge.