Træd varsomt, knægt, og drop Neymar-manererne.
Sådan lyder rådet, lettere omskrevet, fra den tidligere franske fodboldstjerne Emmanuel Petit til sin landsmand, fodboldkometen Kylian Mbappé.
»Han skal passe på, hvordan han opfører sig. For meget Neymar-ficering kan give bagslag,« siger Petit til podcasten 'Team Duga'.
Arsenal-legenden Emmanuel Petit, som vandt VM med Frankrig i 1998, har noget af et horn i siden på 21-årige Mbappé, som er den absolutte superstjerne på det nuværende franske landshold, som vandt det seneste VM.

Han mener, at det unge stjernefrø har lært for mange dårlige manerer af sin holdkammerat i Paris Saint-Germain, superstjernen Neymar, som er kendt for at dyrke det vilde stjerneliv og bringer sin 'overlegne' attitude ind på banen.
Det klæder ikke Mbappé, at han har taget denne attitude til sig, siger Petit og hæfter sig ved for mange smarte driblinger og afslutninger.
»Han irriterer mig mere og mere. Det er irriterende, at han presser sig selv for at vinde Ballon d'Or. Selv nogle af hans holdkammerater bliver irriterede på ham.«
Den tidligere Arsenal-spiller, som har en stor karriere bag sig, understreger dog også, at han er imponeret over Mbappé, som har scoret imponerende 90 mål i 120 kampe for PSG.
