Hvornår abdicerer Cristiano Ronaldo og Lionel Messi – og hvem skal i det tilfælde overtage fodboldens trone?

Det debatterer panelet i denne uges udgave af Fodbold FM, hvor flere af Europas hotteste talentnavne bliver bragt i spil. Hør udsendelsen herover.

»Messi kan godt vinde Ballon d'Or et par gange mere. Han er ikke for alvor på vej ned ad bakke. Men jeg tror dog, at det er overstået for Ronaldo,« siger Morten Glinvad, fodboldkommentator hos TV2 Sport.

Messi og Ronaldo har været de altdominerende superstjerner på fodboldscenen i mere end 12 år. Men nu er portugiseren blevet 35 år, mens Messi fylder 33 år til sommer. Derfor må det ventes, at deres position på toppen af fodboldverdenen inden for nogle år vil blive indtaget af nye stjernefrø.

Foto: LUIS ACOSTA
Vis mere

Det bedste bud er ifølge panelet Paris Saint-Germain-kometen Kylian Mbappé, som i en alder af 21 år har scoret 90 mål i 120 kampe for stjernemandskabet. Og nå, ja, et enkelt verdensmesterskab med Frankrig er det såmænd også blevet til.

»Han er jo fuldstændig enestående med sin fysik og fart. Han har alle de kvaliteter, der skal til for være absolut dominerende på verdensscenen, også hvad angår Ballon d'Or,« siger Steffen Dam, B.T.s spilekspert.

Foruden Mbappé nævner panelet blandt andre Erling Braut Haaland, Jadon Sancho og Joao Felix, mens scout Erik Larsen, som opererer i Spanien, nævner to spanske teenagere, der har alt, der skal til, for at blive kommende verdensstjerner.

Hør, hvem det er, i Fodbold FM, som er B.T.s ugentlige podcast om fodbold – og kun fodbold.