Martin Braithwaite er tæt på karrierens største og en af de mest uventede transfers i nyere tid.

Tidligere tirsdag erfarede B.T., at Barcelona og Braithwaite er enige om en kontrakt på fire et halvt år, men skal man tro på Leganés-ejer, Felipe Moreno, er danskeren ikke skiftet til FC Barcelona endnu.

»Jeg forstår godt, at han vil skifte. Det ville jeg også selv gøre. Men der er intet at forhandle om. Barcelona må betale klausulen, ellers bliver han i Leganés,« siger han ifølge Marca.

Den 28-årige dansker har en frikøbsklausul på 135 millioner kroner, og vælger storklubben at betale beløbet, kan Leganés ikke holde Braithwaite tilbage.

Martin Braithwaite kan meget vel have spillet sin sidste kamp med Leganés.
Martin Braithwaite kan meget vel have spillet sin sidste kamp med Leganés. Foto: Rodrigo Jimenez
Vis mere

Situationen bekymrer Moreno og Leganés, som i skrivende stund ligger næstsidst i La Liga med 19 point.

»Sandheden er, at vi er meget bekymrede,« forklarer han.

I januar mistede Leganés angriberen Youssef En-Nesyri til Sevilla, og derfor ender klubben med at være plukket for sine bedste offensive skyts.

»Jeg forstår, at Barcelona gør det her, hvis man kigger på lovgivningen, men jeg troede ikke, at de kunne skrive under med en aktiv spiller, kun en uden kontrakt. I går eftermiddags ringede de og overvejede det her, ligesom de overvejede andre muligheder også,« siger han og afslører dermed, at Braithwaite ikke har været Barcelonas eneste mål.

Klubben må dog kun hente en spiller og har 15 dage til det, efter man modtog en dispensation til at hente en spiller, selvom transfervinduet er lukket. Det skyldes, at angriberen Ousmane Dembélé netop har pådraget sig en langtidsskade.

I dag har Martin Braithwaite fri, og Felipe Moreno har ikke haft kontakt med danskeren, siger han. Han forklarer også, at han ikke ved, om Barcelona sender repræsentanter afsted for at forhandle om Braithwaites frikøbsklausul.

Ifølge B.T.s oplysninger kommer FC Barcelona ikke til at prutte prisen ned på grund af det gode forhold, der er klubberne imellem.

Martin Braithwaite er altså milimeter fra at spille på hold med stjerner som Gerard Piqué, Sergio Busquets, Lionel Messi og Antoine Griezmann.