LeBron James er ikke ligefrem imponeret af de udtalelser, som Zlatan Ibrahimovic kom med tidligere i denne uge.

Her kritiserede Milan-angriberen den amerikanske superstjerne for at blande sig for meget i politiske anliggender.

»Det, han (LeBron James, red.) præsterer, er fænomenalt. Men jeg bryder mig ikke om at se, når folk med en særlig 'status' taler om politik. Gør det, du er god til. Jeg spiller fodbold, fordi jeg er den bedste til det. Hvis jeg var politiker, var jeg gået ind i politik,« sagde Zlatan Ibrahimovic i et interview med Discovery+.

Men 36-årige LeBron James virker altså ikke til at være modtagelig over for svenskerens – uopfordrede – kommunikationsrådgivning.

Harry How

»Jeg er den forkerte fyr at gå efter, fordi jeg har styr på mine lektier,« sagde LeBron James fredag aften på et pressemøde efter Lakers' sejr over Portland Trail Blazers.

Stjernen over dem alle i NBA har på det seneste været meget engageret i blandt andet Black Lives Matter, og han har ingen ambitioner om at skrue ned for sine holdninger i fremtiden.

»Når alt kommer til alt, vil jeg aldrig holde kæft omkring ting, der er forkerte. Jeg prædiker om mit folk, og jeg prædiker om lighed, social uretfærdighed, racisme og undertrykkelse af vælgerne. Ting, der foregår i vores samfund.«

»Det kommer ikke til at ske, at jeg bare holder mig til sport. Jeg ved, hvor stærk min stemme er,« lød det fra LeBron James.

Samtidig hæfter James sig ved, at der generelt er en tendens til, at flere og flere sportsstjerner bliver mere åbenmundede, og det glæder ham.

»Du ser unge fyre snakke om ting, som de synes, er uretfærdige. I lang tid hørte vi, at 'som atlet skal du være taknemmelig for at være i stand til at kaste en bold, drible med bolden, svinge et baseballbat. Du bør ikke tale om andet end det'.«

»Det er ikke tilfældet mere. Og det vil ikke være tilfældet i lang tid,« fastslog LeBron James.