»Det her, det er kun begyndelsen.«

Når 20-årige Laura Juul Hansen ikke løber op og ned ad kanten i Elitedivisionen for HB Køge, gør hun en forskel, der hvor hun kan.

Hun har sat sig det klare mål at hjælpe børn - der har kræft tæt inde på livet - med en helt speciel fodbolddag, og det er der en helt speciel grund til.

»Det startede med, at min egen mor fik konstateret kræft for to år siden. Det gik op for mig, hvor mange der gerne ville hjælpe i en svær tid. Det var virkelig en øjenåbner for mig, så derfor ville jeg også hjælpe, hvor jeg kan,« fortæller Laura Juul Hansen og fortsætter:

Laura Juul Hansen med sin mor. Morens sygdomsforløb var startskuddet til det hele.
Laura Juul Hansen med sin mor. Morens sygdomsforløb var startskuddet til det hele. Foto: PRIVATFOTO
Vis mere

»Derfor har jeg valgt at starte en fodbolddag for børn, som enten har kræft, har haft kræft eller er søskende til børn, der har kræft. Så de forhåbentlig kan få en god dag og glemme alt om sygdommen.«

Temaet var ikke til diskussion. Hvis Laura Juul Hansen skulle gøre en forskel, skulle det have med fodbold at gøre. Den sport, hun har dyrket hele sit liv.

»Jeg har tidligere stået for mine egne fodboldskoler - fra jeg var 15, til jeg var 19. Så jeg vidste, at fodbold skulle have en stor rolle, men jeg tænkte, at det ville være bedre for de ramte børn, at de fik verdens bedste fodbolddag i stedet for en skole. Så det blev til et heldagsarrangement, hvor børnene kunne glemme alt det triste og bare nyde fodbolden.«

Og at glemme det triste er lige netop det, som Laura Juul Hansen allerede har oplevet sker.

Laura Juul Hansen sammen med nogle af dem, som har deltaget i fodbolddagen.
Laura Juul Hansen sammen med nogle af dem, som har deltaget i fodbolddagen. Foto: PRIVATFOTO
Vis mere

»Der var blandt andet en mor, som havde et barn med, der har haft kræft tre gange. Barnet er tit ked af det og har det ikke så godt. Hun havde ikke set ham smile i lang tid. 'Men se, hvor glad han er nu,' sagde moren. Den sætning sidder dybt i mig – al den gode respons gør det kun endnu federe.«

»Det gør alt for mig. Jeg bliver enormt glad over sådan noget, og det er en kæmpe drivkraft for mig. Det rørte mig så meget, at børnene havde haft en så god dag, så jeg besluttede mig for, at det ikke skulle være sidste gang.«

Derfor har Laura Juul Hansen allerede arrangeret en ny fodbolddag for de kræftramte børn - denne gang i Horsens 23. maj. Men de fodbolddage er ikke helt gratis.

Det koster mange penge at arrangere og stable på benene, og derfor har Laura Juul Hansen oven i det hele startet sit eget firma for at kunne finansiere det hele.

Foto: PRIVATFOTO
Vis mere

»Da jeg fandt ud af, hvor meget det kostede, de her fodbolddage, blev jeg nødt til at gøre noget ved det. Så jeg startede mit eget tøjfirma, som skal finansiere det ved hjælp af salg af sportsudstyr.«

Selvom der er rigtig meget på programmet for den unge fodboldspiller, sætter det ikke en stopper for hendes egne fodbolddrømme og ambitioner.

»Mit drøm er at komme til udlandet og spille, samt at jeg får debut på A-landsholdet. Det er det, jeg brænder selv. Men jeg har også drømmen om, at det her projekt kan blive rigtig stort og få det bredt ud i verden,« siger hun og fortsætter:

»Jeg har allerede været i Ghana og forsøge at starte noget op der, så det heller ikke kun er de kræftramte børn, der får hjælp, men også børn, der generelt har det svært.«