Det går godt i Michael Laudrups vinselskab Laudrup Vinimport.
For nylig blev interessentselskabet, som Laudrup har haft siden 1999, lukket ned, men det fortsatte i et aktieselskab, som blev stiftet sidste år.
Derfor er 2023 det første år, hvor Laudrup Vinimport skulle aflægge regnskab som aktieselskab.
Og det må siges at være gået ganske godt, for det netop offentliggjorte regnskab viser et overskud på knap 1,8 millioner kroner før skat, skriver Finans.
Det er tredje år i træk, at Laudrup Vinimport, der blev startet i 1993, kan præsentere et millionoverskud.
Mediet skriver ligeledes, at lageret er opgjort til at indeholde varer for 23 millioner kroner, hvilket er otte millioner kroner mere end for tre år siden.
Michael Laudrup ejer halvdelen af vinfirmaet med sin hustru, og det samme gør Per Kristensen, der desuden fungerer som direktør.
Det var også netop Per Kristensen, der tidligere på ugen fortalte, at Laudrup Vinimport lukkede som interessentselskab for at fortsætte som aktieselskab.

»Der er ikke noget dramatisk i det. Efter 30 år har vi ændret fra I/S til A/S, og det gør vi for at fremtidssikre Laudrup Vin,« sagde han til B.T.
Med ændringen i selskabets struktur trådte 'Mister' også ind som en del af bestyrelsen, hvilket har gjort ham mere involveret i driften af selskabet.
»Michaels rolle ændrer sig en smule. Han er fortsat finansiel partner og ejer 50 procent, men han vil være endnu mere med fremover.«
»Han træder ind i bestyrelsen og bliver på den måde mere aktiv i firmaet,« siger Buhl, der glæder sig over, at Peter Højland, Jens Høgsted og Brian Voldsgaard Jensen er tiltrådt selskabets bestyrelse, som indtil videre har været samlet fire gange.
Peter Højland har blandt andet været direktør i SAS, Jens Høgsted er direktør i hudplejefirmaet Karmameju og er bestyrelsesmedlem i Imerco og Day, mens Brian Voldsgaard Jensen sidder i bestyrelsen hos Carl Ras.