Efter mange år er der sket en større ændring i Michael Laudrups vinselskab.

Interessantselskabet Laudrup Vinimport I/S, som Laudrup har haft siden 1999 er blevet lukket ned - men det fortsætter i det aktieselskab, som man stiftede sidste år.

Et træk, der betyder, at Michael Laudrup er trådt ind i bestyrelsen i firmaet, hvor han tidligere holdt sig til at være finansiel partner.

Det fortæller Laudrup Vinimports direktør og medejer Per Kristensen Buhl til B.T.

»Der er ikke noget dramatisk i det. Efter 30 år har vi ændret fra I/S til A/S, og det gør vi for at fremtidssikre Laudrup Vin.«

»Vi laver et ordentligt firma med en aktieselskabsstruktur og styrker det med en professionel bestyrelse,« fortæller Buhl.

Han ejer 50 procent, og det samme gør Michael Laudrup.

Men med ændringen i selskabets struktur er Laudrup altså nu også en del af bestyrelsen, hvilket har gjort ham mere involveret i driften af selskabet.

»Michaels rolle ændrer sig en smule. Han er fortsat finansiel partner og ejer 50 procent, men han vil være endnu mere med fremover.«

»Han træder ind i bestyrelsen og bliver på den måde mere aktiv i firmaet,« siger Buhl, der glæder sig over, at Peter Højland, Jens Høgsted og Brian Voldsgaard Jensen er tiltrådt selskabets bestyrelse, som indtil videre har været samlet fire gange.

»Vi får nogle tunge drenge ind i bestyrelsen, som kan hjælpe mig med at drive virksomheden. Med dette træk skruer vi op, der skal ske lidt mere og vi ser positivt ind i fremtiden.«

Peter Højland har blandt andet været direktør i SAS, Jens Høgsted er direktør i hudplejefirmaet Karmameju og er bestyrelsesmedlem i Imerco og Day, mens Brian Voldsgaard Jensen sidder i bestyrelsen hos Carl Ras.