Hvem har ikke drømt om at hedde Laudrup til efternavn - og have selveste Michael som far?

Men der følger også udfordringer og nedture med det verdensberømte navn. Det kan man bare spørge Michael Laudrups datter, 26-årige Rebecca Laudrup, om.

Hun og Michael Laudrup har besøgt Weekendavisens podcast 'Flaskens ånd' til en snak om vin, om at have haft 22-23 forskellige hjem og om fordelene og ulemperne ved et have et nærmest kongeligt efternavn.

Og her falder snakken på Rebeccas kærlighedsliv. For lige her har det ikke altid været gnidningsfrit at være datter af en tidernes bedste fodboldspillere.

Hun har konstant skullet gennemskue, om drengene var ude efter hende - eller i virkeligheden bare havde en drøm om at få Michael Laudrup som svigerfar.

»Men man lærer ret hurtigt at finde ud, hvem de mænd er. Hvis jeg er ude og drikke kaffe, og det tredje spørgsmål er noget omkring min far, så ved jeg godt, at den måske ikke helt god, den der,« fortæller hun.

»Det er også derfor, at Frederik (Rebeccas mand, red.) er den eneste dreng, jeg har introduceret til min mor og far.«

»Jeg har været meget selektiv omkring, hvem der skulle med hjem og møde dem.«

Foto: Sisse Stroyer
Vis mere

Michael Laudrup supplerer:

»Det er problematisk nok, at man har de tanker. I det her tilfælde på grund af ens far. Andre har det måske sådan på grund af penge. Bare det, at man som person har den tvivl om, hvorfor han eller hun er sammen med dig - det må være en meget negativ og akavet følelse.«

»Hun (Rebecca, red.) ville gerne have en kæreste, og hun har måske også syntes, at der var nogle, der var søde - og har hun alligevel haft den der tanke i baghovedet.«

»Det må have været en ubehagelig følelse at skulle gå med,« konstaterer han.

Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Michael Laudrup fortæller, at der da nok også har været kvinder, der var ekstra interesseret i hans kendisfaktor.

»Men nu har jeg været gift i efterhånden 30 år, og før det havde jeg en kæreste. Så jeg nåede ikke det der. Det var kun, da jeg var meget ung. Selvfølgelig har der været noget, for det er der altid, når man er kendt.«

I det hele taget har Michael Laudrup aldrig skullet navigere i den ekstraordinære interesse fra det modsatte køn, der følger med livet som fodboldstjerne.

Han havde en ungdomskæreste, som han fik sin første søn sammen med.

»Og så mødte jeg Siw, som jeg med det samme kunne se, var noget helt specielt. Og vi fejrer næste år 30-årsbryllupsdag. Så nej, jeg har ikke haft de der singleår.«

Og så kører snakken ind på et ægteskab, der har vist sig yderst solidt.

For 55-årige Michael Laudrup ved godt, at et ægteskab, der kører på 30. sæson, hører til sjældenhederne. Og han føler sig priviligeret over, at han og Siw har bevaret gløden igennem så mange år.

»Jeg ved bare, at vi efter så mange år stadig har den der fornemmelse for den person, der er ved siden af. Det er en fantastisk fornemmelse, som ikke er ret mange forundt at have i så lang tid. Det ser vi også, når vi kigger på skilsmisseraterne i det meste af verden.«

Foto: Claus Bjørn Larsen
Vis mere

»Det ser jeg som et kæmpe privilegium at have én, som man har det sådan med efter så mange år. Jeg håber, det gælder os begge to,« siger han i podcasten 'Flaskens ånd' og slår ud i en latter.

I en karriere, der har taget ægteparret rundt i verden, har ægteskabet også været et uvurderligt venskab, forklarer den danske fodboldlegende.

For det er ikke mange, der har været nødt til at være så intenst sammen som Siw og Michael - og den test har forholdet bestået.

»Vi kan også kede os sammen. VI har været et par år i Qatar, hvor man trænede om aftenen. Og der var dage, der bare gik - hvor vi intet lavede. Det at kunne være i hinandens selskab og stadig have det godt, er et privilegium, synes jeg.«

Rebecca Laudrup tilføjer med en latter:

»I er også rigtig gode til at snakke sammen. Eller, det er primært hende, der snakker.«

»Ja, den hedder nok 70-30 i hendes favør, haha,« svarer Michael Laudrup.

»Men vi har nok alle sammen prøvet at sidde på en restaurant og se på sådan et par, der sidder over for hinanden, og hvor de i fem-syv minutter ikke siger noget. Det forstår vi jo ikke! Det synes jeg godt nok er underligt. Hvis man er nået dertil, hvor man ikke kan snakke om noget, så kan man med rette godt spørge sig selv: 'Hvorfor skal vi fortsætte, når vi bare sidder her og kigger på hinanden?'«

Foto: SØREN STEFFEN
Vis mere

Rebecca Laudrup bryder igen ind.

»Du sagde noget meget sødt til jeres sølvbryllup. Du sagde, at du havde vundet mange pokaler og medaljer, men den største og bedste præmie var hende. Alle kvinderne stod og græd.«

»Sagde jeg virkelig det? Hvis du har optaget det, så må det være rigtigt, haha.«

HØR HELE WEEKENDAVISENS PODCAST LIGE HER.