Harry Kane er ikke vred. Han er bare skuffet.

Skuffelsen bunder i den latterliggørelse og hån, Tottenham-topscoreren har modtaget efter, at han er blevet tildelt det mål, som Christian Eriksen ellers var blevet noteret for i sidste weekends kamp mod Stoke.

»Harry er skuffet. Han ønskede ikke at skabe denne situation. Tottenham-fans bakker ham op, men andre fans vil dræbe ham. Folk har deres holdninger, og det er normalt,« siger Tottenham-manager Mauricio Pochettino, ifølge Daily Mail.

Manageren siger også, at Harry Kane føler, at den voldsomme reaktion, der har fulgt i kølvandet på mål-affæren – særligt på de sociale medier, hvor fodboldfans, kritikere og konkurrenter har gjort grin med angriberen - har været ude af proportioner:

»Han troede aldrig, at denne situation ville eskalere så vildt, når nu han var overbevist om, at han havde ramt bolden.«

Se målet øverst og vurder selv om det er i orden, at Kane bliver noteret for scoringen

Den engelske stjerneangriber gjorde efter Stoke-kampen et stort nummer ud af, at han følte, at han snittede Eriksens indlæg, som sejlede i mål.

På de sociale medier og i interviews efter kampen talte han således sin sag og holdt fast i, at han strejfede bolden, selvom det umiddelbart var svært at se på tv-billederne, som det kan ses i videoen over artiklen.

DYLAN MARTINEZ

Det endte med, at Harry Kane, som jagter sin tredje topscorertitel i Premier League i streg, fik Tottenham-ledelsen overbevist om at appellere til Premier League-ledelsen, som efter en høring har tildelt målet til angriberen.

Ifølge Daily Mail har 'måltyven' Kane en lukrativ målbonus i sin kontrakt. Derudover mener avisen, at Kane kan score et stort millionbeløb fra sin sponsor Nike, hvis det lykkes ham at blive topscorer i Premier League for tredje kamp i streg.

En række prominente angribere hoppede med på Kane-'mobningen':

Med tildelingen af Eriksen-målet er Tottenham-bomberen oppe på 25 sæsonfuldtræffere og har dermed fire mål op til Liverpools Mohamed Salah, som er den mest scorende i Premier League i denne sæson.

Men hvad med Christian Eriksen, som er gået fra 10 sæsonmål til ni, kan man spørge? Han har i vanlig stil holdt sig i baggrunden på stille og roligt vis, mens sagen har kørt.

»Han fejrede det som om, det var hans mål, så jeg tænker, at han rørte den. Jeg tager gerne assisten. Jeg vil se på kamera, om det er sandt eller ej. Men det tror jeg, at det er,« sagde danskeren efter kampen.

Siden har vi ikke hørt et pip fra Eriksen.