Træner Lars Høgh kan ikke tåle mere kemo lige nu og får livsforlængende behandling i sit kræftforløb.

Den tidligere fodboldmålmand og nuværende målmandstræner på landsholdet Lars Høgh får livsforlængende behandling.

Det fortæller Høgh, der i 2018 fik konstateret kræft i bugspytkirtlen, i et interview med 21 Søndag på DR.

Derfor er hans tanker om sygdommen nu anderledes.

- Hvor jeg før bedre kunne tillade mig at smutte uden om den mørke dør, bliver jeg nu nødt til at kigge, hvad der er derinde og være bevidst om det. Der er nogle praktiske forhold i forhold til min familie og alt muligt, som vi skal have styr på.

- Det første, jeg sagde til min familie, var, at hvis jeg skal herfra nu, skal I bare vide, jeg har haft et pisse godt liv. Det giver også dem noget ro. Det er ærligt, og jeg mener det. Jeg har oplevet så mange fede ting, fortæller Lars Høgh.

Han har fået kemobehandling, men kroppen kan ikke tåle mere lige nu.

- Lige nu har jeg det meget godt. Jeg har det fint. Situationen er måske ikke den bedste lige nu. Jeg har ikke fået de bedste meldinger nu. Jeg kan ikke tåle mere kemo nu, så jeg skal have en pause fra det.

Da Høgh i 2018 fik konstateret den alvorlige sygdom, lykkedes det i første omgang at fjerne den med kemoterapi og en operation.

Året efter blev han dog ramt af et tilbagefald, men han kom igen på højkant og forlængede i sommeren 2020 sit samarbejde med DBU efter Kasper Hjulmands tiltrædelse som landstræner.

Høgh har i perioder været fraværende, når landsholdet har været samlet. Ved den seneste samling i oktober var han til stede ved den første træning, men tog siden hjem.

I næste uge udkommer Lars Høgh med en bog, hvor han fortæller om sit kræftforløb.

62-årige Lars Høgh har været målmandstræner på landsholdet siden 2007. Han er også tilknyttet danmarksmesteren Brøndby i samme rolle.

Han opnåede i sin aktive karriere hele 817 klubkampe i OB, som han vandt tre mesterskaber med. Han blev fem gange kåret som årets målmand i Danmark.

Derudover fik han otte A-landskampe for Danmark.

/ritzau/