Han kiggede op fra bænken og måtte synke en ekstra gang.

Lars Høgh fik undervejs i landskampen mod Gibraltar opbakning omkring sin svære kræftsygdom af fansene i Telia Parken med teksten: »Go bedring, Høgh - Vi er med dig hele vejen«.

B.T. satte sig dagen efter sejren på 6-0 ned med målmandslegenden, der kunne fortælle godt nyt om den kræftsygdom, der desværre er vendt tilbage.

»Det er en lortesituation, men i det dårlige er der også lidt godt, for jeg har fået scanningsvar på de to måneder, jeg har fået kemo, og det er positivt, at kemoen virker. Det er vigtigt. Det gør ikke, at jeg får helbredelse, men jeg får nogle muligheder,« siger Lars Høgh og fortæller, at banneret fra fansene gjorde og gør indtryk:

Henning Bagger

»For det første var det meget overraskende. Altså, det havde jeg sgu ikke lige forventet. Jeg fulgte med i en fodboldkamp, og lige pludselig skete der noget meget personligt, så det var en meget glædelig overraskelse, men også rørende. Jeg måtte sgu lige synke en klump, det må jeg ærligt indrømme.«

»Og så må jeg sige, at det er noget, som giver mig god motivation og styrke, dér hvor jeg er,« fortsætter Lars Høgh.

Denne lørdag på Hotel Marienlyst er den danske OB- og landsholdslegende i godt humør, set bort fra generne fra en forkølelse. De dage er der heldigvis også, sammen med de dårlige:

»Lige i øjeblikket har jeg pause fra kemoen, fordi jeg er med landsholdet, og så starter jeg op igen med behandlingen, når vi er tilbage i Danmark. Nogle dage er rigtig gode, nogle dage er rigtig dårlige, så der er mine arbejdsgivere i Brøndby og DBU meget forstående over for det, og det er fint. Men det er da som sagt en lortesituation, jeg står i,« siger han og tilføjer, at landsholdet er med til at holde gejsten oppe, så han ikke graver sig ned i et sort hul.

»Jeg dykker ikke så meget ned i min status, for jeg kender godt statistikkerne for denne her sygdom, og de er ikke ret gode, så det bruger jeg ikke min tid på. Jeg har lige fået et godt scanningssvar. Havde vi ikke fået det, så var det en anden situation, så jeg tager det positive, vi kan få, med, og det er dejligt for mig at være sammen med drengene her.«

Senest han talte om sin sygdom, var i forbindelse med Knæk Cancer-kampagnen, og her gjorde han en undtagelse. Det samme gør han denne gang, hvor fansene har vist sin støtte, men ellers ønsker Lars Høgh at holde sit sygdomsforløb privat.

»Jeg er ikke interesseret i, at folk skal føle med mig op og ned og have det svært med det, jeg går og tumler med, men jeg tager det bare som positiv gestus. Der var en lejlighed til det, og det har folk åbenbart syntes, de gerne ville udnytte, så det var jeg utroligt taknemmelig for.«

Lars Høgh rejser lørdag med resten af landsholdet til Irland til den afgørende EM-dyst mandag i Dublin. Derefter genoptager han sin egen hårde kamp uden for banen.