Den tidligere dansk målmand Peter Schmeichel har bragt sig selv i uheldigt fokus efter en udtalelse på den russiske tv-kanal RT.

Den 54-årige dansker interviewer i sit eget program, ‘The Peter Schmeichel Show’, blandt andet FIFAs øverste chef, Gianni Infantino. Og én udtalelse fra den tidligere landsholdsmålmand har særligt fået sindene i kog, hvor han langer ud efter de vestlige medier.

»«Noget af spinnet fra de vestlige medier siger, at det ikke er sikkert at tage til Rusland. Sikkerheden er ikke god. Jeg kan se, at de i England praktisk talt siger til fansene, at man ikke bør tage afsted - det er ikke sikkert. Hvad siger du til det? Er det sikkert at tage til Rusland?« spørger Peter Schmeichel FIFA-bossen i et interview, der er lagt op på rt.com.


Det har i forvejen skabt massiv debat, at landsholdsikonet har takket ja til at være vært for den russiske tv-kanal RT, der er finansieret af Vladimir Putins styre.

Under og op til sommerens VM i Rusland er Peter Schmeichel hyret til at rapportere om og fra værtsnationen i forbindelse med det store fodboldshow til RTs seere. I sit program rejser han derfor blandt andet rundt i landet og besøger de forskellige værtsbyer, ligesom han interviewer adskillige personer - inklusiv FIFAs præsident, Infantino.

Jobbet som vært for RT har fået både fodboldfans, politikere og eksperter op ad stolen, og flere mener, at han agerer reklamesøjle for Putins propagandakanal.

BT har forsøgt at få en kommentar fra Peter Schmeichel og hans lejr, men de har ikke ønsket at udtale sig.