Kasper Hjulmand kommer til at skele en del til spillernes fysiske tilstand, når han skal vælge sin første startopstilling som dansk landstræner.
Efter en lang og historisk udfordrende sæson grundet corona er de danske landsholdsspillere mødt op i landsholdslejren i Helsingør i helt forskellige fysiske forfatninger.
Nogle ligaer har haft kortere pause end andre, og derfor kommer det fysiske aspekt til at spille en meget større rolle for den nye landstræner Kasper Hjulmand end under normale omstændigheder.
En beregning fra den fysiske stab om spillerens tilstand kommer til at blive afgørende for, hvordan Hjulmand sætter sit hold på lørdag og tirsdag mod henholdsvis Belgien og England i Nations League.
Efter dagens træning vil staben vurdere tilstanden via en forudsigelse, der kan fortælle, hvor spillerne står rent fysisk.
»Jeg bliver nødt til at tænke over, hvordan vi sætter de to hold sammen over de to kampe. I morgen (torsdag, red.) sætter vi os ned med den fysiske stab og ser på den forudsigelse. Holder det? Er der nogen, der har rykket sig mere, end vi troede? Og så laver vi en plan i forhold til, hvordan vi tror, de to kampe kan eksekveres. Det er anderledes, jeg tror aldrig, det er sket før,« siger Hjulmand og tilføjer:
»Vi vælger selvfølgelig de spillere, vi tror, der kan vinde kampen. Men jeg skal lige så meget tænke på, at jeg ikke står med en holdopstilling, der ikke kan spille 90 minutter. Det er jo ikke normalt for en landstræner. Normalt møder spillerne ind, som de skal, og så tænker man kun taktisk,« forklarer han.
Landstrænerne påpeger, at andre nationer er i samme situation.
»De italienske landshold har udtaget 37 spillere, fordi Italien er dem, der er kommet senest i gang, så vi er ikke de eneste landshold, der har de overvejelser,« siger han og påpeger, at det er skærpende, at der kun er tilladt tre udskiftninger i Nations League-kampene i forhold til de fem, der blev indført i forbindelse med corona-udfordringerne.
Med kampene mod Belgien og England står Hjulmand over for en kæmpe opgave i sin første kampe som landstræner.
Både Belgien og England scorer normalt mål i spandevis og lukker sjældent mål ind.
»Det er rigtig gode modstandere, vi skal op imod. Men det er vi også, og vi tror, vi kan gøre noget ved dem. Vi skal spille et ekstremt kollektivt spil, og vi skal ramme den lige i røven for at kunne slå dem. Og det tror jeg også, vi kan,« siger landstræneren.