Yussuf Poulsen har taget turen fra 3. Bundesliga til Champions League-semifinalen med RB Leipzig. Og han ser ingen grund til at skifte til andre klubber.
Danskeren, der bar anførerbindet i semifinalen, måtte dog se sig selv og holdkammeraterne besejret af PSG, der endte med at tabe finalen til Bayern München.
»Det var en fantastisk tid at være dernede i 12 dage. Man havde en følelse af, at det var en slutrunde, og det var to megafede kampe at spille. Jeg synes, vi gjorde det godt. Man tager ikke derned uden at tro på, man kan vinde, men man må også acceptere, når der nogen, der er bedre, og det var PSG i semifinalen. Jeg drømte og troede på, det kunne lade sig gøre. Men vi mødte bare et bedre hold på dagen,« siger Poulsen om den store succes.
Poulsen har kontrakt med Leipzig frem til sommeren 2022, og på trods af den store succes i den forgangne sæson ser han ingen grund til at søge nye græsgange i jagten på nye udfordringer.
»Vi har ikke vundet noget. Vi har været gode, og vi har udviklet os godt som hold. Vi er kommet langt, og vi er begyndt at blive en fast del af toppen i Tyskland. Og så har vi vist, at vi kan kæmpe mod de største i Europa. Min tid er ikke færdig der endnu, synes jeg.«
»Jeg er et godt sted, og jeg har mulighed for at tage endnu flere skridt med Leipzig og få de sidste procenter. Vi er ikke helt gode nok til at slå de allerbedste endnu. Vi har en meget ung træner og en meget ung trup, som alle har mulighed for at udvikle sig. Jeg kan ikke se, hvorfor jeg ikke skulle være en del af det,« forklarer den danske landsholdsangriber.
Poulsen bar som viceanfører anførerbindet i både kvartfinalen og semifinalen, da den normale anfører Willi Orban var skadet.
Men forud for den nye sæson er Yussuf Poulsen rykket en tak ned i anførerhierarkiet i klubben, hvor Marcel Sabitzer er blevet ny anfører.
Det har dog ingen betydning for fremtiden, siger han. Han er fortsat en del af spillerrådet på holdet og er nu tredjekaptajn.
»Vi har haft en anførergruppe, der stort set har været den samme. I Leipzig er det truppen, der bestemmer. Så vi stemmer om det. Marcel Sabitzer har været anfører i den tid, hvor Willi Orban var skadet. Så det virker rimeligt naturligt.«