Danmark skal have ny landstræner.
Åge Hareide, der er fraværende i landsholdslejren efter en knæoperation, skal om bare 11 måneder overlade landets største trænerjob til Kasper Hjulmand. Mod sin vilje.
I juni måned var det en gigantisk historie, da DBU tog det både kontroversielle og uventede valg, at udskifte Hareide efter EM næste sommer.
Nu taler dem, det påvirker allermest - nemlig landsholdsspillerne - for første gang om beslutningen, der sender Hjulmand ind og succesrige Åge Hareide ud. Og opbakningen til DBUs plan er umiddelbart ikke just overvældende.

Var det (valget af Kasper Hjulmand, red.) et godt valg?
»Det finder vi jo ud af,« lyder svaret fra landsholdets største stjerne, Christian Eriksen.
Anfører Simon Kjærs reaktion er ikke meget anderledes.
»Det må tiden vise, jo. Jeg har hele tiden sagt, at jeg er utrolig glad for Åge og Jon og synes også, at resultaterne taler for sig selv. Hvad DBU vælger fra 2020 er deres beslutning,« siger kaptajnen.

DBU får i det hele taget lov til at være ret så alene med den beslutning, der først og fremmest er truffet af fodbolddirektør Peter Møller.
»Der er vist blevet sagt og skrevet - især sagt - hvad der skal siges om det. Det er indenfor DBU, og hvad de tager af beslutninger med landsholdsstaben, er op til dem,« understreger Christian Eriksen.
»Det var ikke noget, vi havde forventet i den situation. Men det er ikke noget, der har med os at gøre. Det har at gøre med DBU som organisation. Er det den bedste beslutning for dem, er det den bedste beslutning for dem,« fortsætter han.
De to landsholdsstjerner forklarer, at beslutningen om at erstatte Åge Hareide med Kasper Hjulmand kom bag på dem - og at de - ganske som Peter Møller også har sagt - ikke var med på råd.

»Jeg havde ikke skænket det en tanke, hvem der skulle være ny landstræner. Det kom som en lille overraskelse for alle, at det skete,« bedyrer Christian Eriksen.
Spillerrådet var ikke taget med på råd?
»Nej. Det var DBUs beslutning. Jeg er i hvert fald ikke blevet spurgt. Jeg ved ikke med de andre, men jeg tror det ikke, » fortsætter han, og samme melding kommer fra Simon Kjær:
»Jeg blev ringet op af Peter, og så snakkede jeg med Åge. Sådan blev jeg informeret om det. Siden da er der blevet sagt ting. For os er det meget simpelt. Det handler for os om at fokusere på det, der er nu. Så må man tage de andre ting efter 2020,« der understreger at han respekterer DBUs besluning.

Det betyder dog ikke, at anføreren har løftet knoglen og ringet til Kasper Hjulmand, ligesom Danmarks kommende landstræner heller ikke har taget kontakt.
Har du som anfører haft en snak med Kasper Hjulmand?
»Nej, jeg har ikke snakket med ham.«
Nu beder spillerne om arbejdsro frem mod de to vigtige kvalifikationskampe mod Gibraltar og Georgien senere på ugen. To kampe, som skal være med til at sende spillerne - og ikke mindst Åge Hareide - til EM.
»Vi har været rigtig glade for Åge og Jon. Derfor handler det nu først og fremmest om, at vi skal til EM. Både for deres og for vores egen skyld,« slutter Christian Eriksen.