Når kameraet i morgen panorerer hen over det danske landsholds bænk, mangler holdets vigtigste figur.

Landstræner Åge Hareide er nemlig fraværende, når de rød-hvide spiller efterårets første landskamp mod miniputten Gibraltar.

En infektion fra en knæoperation i løbet af sommeren har fået ram på nordmanden, som dermed misser den første kamp, siden han i juni måned fik beskeden om, at Kasper Hjulmand overtager hans job næste år.

I stedet for Hareide tager assistent Jon Dahl Tomasson dirigentstokken i Gibraltar.

Danmarks Landstræner Åge Hareide, Peter Ankersen og Martin C. Braithwaite efter EM-kvalifikationkampen mellem Danmark - Georgien i Telia Parken, mandag den 10 juni 2019.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Danmarks Landstræner Åge Hareide, Peter Ankersen og Martin C. Braithwaite efter EM-kvalifikationkampen mellem Danmark - Georgien i Telia Parken, mandag den 10 juni 2019.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Liselotte Sabroe

Og Åge Hareide får ikke noget at sige, når først der er fløjtet op på det lille Victoria Stadium, der ligger klemt inde mellem lufthavnen og den berømte klippe i det lille britiske territorium.

»Åge og jeg har haft en tæt dialog. Også mens vi har været samlet. Vi kommer ikke til at være i kontakt under kampen. Det vil i udgangspunktet ikke være særlig attraktivt. Han er ikke til stede, så han har ikke følelsen for og øjnene på, hvad der foregår her. Så svaret er nej, vi kommer ikke til at være i kontakt i løbet af kampen,« siger Hareides assistent Jon Dahl Tomasson.

Du regner ikke med at få vrede norske SMS'er om, at du skal skifte ud?

»Nej. Og jeg kommer heller ikke til at skifte dig ind,« fastslår Tomasson.

At Åge Hareide er fraværende, er naturligvis noget, spillerne bemærker.

Men Kasper Schmeichel understreger samtidig, at han ikke har mærket nogen nævneværdig forskel i løbet af de seneste dages samling på den spanske sydkyst.

»Det er klart, Åge er en stor personlighed, og vi kan mærke, at han ikke er her. Men det er en professionel gruppe med et professionelt trænerteam. Tingene kører, som de skal køre. Selvfølgelig mangler der en form for cheftræner. Det kan vi godt mærke. Men Jon har taget al træningen. Det har han også gjort, når Åge har været der og har stået og overvåget. Så egentlig har det ikke været den helt store forskel,« siger målmanden.

Hareide er væk torsdag aften mod Gibraltar. Det er endnu et åbent spørgsmål, om han også er det på søndag mod Georgien.