Han røg og drak som teenager. Alt for meget. Og problemerne fortsatte i de første år af hans karriere. Men i dag har han etableret sig som fodboldstjerne i Premier League.

Sådan lyder fortællingen, som den schweiziske landsholdsspiller Timm Klose afslører kort før det store EM-brag mod Danmark i Parken i morgen.

»Mine venner var ældre end mig, så jeg drak alkohol og røg sammen med dem,« siger Norwich-profilen Timm Klose, som står frem, fordi han vil bryde et tabu - om at have det svært i modgang i en machoverden som fodboldens.

Det sker i et opsigtsvækkende interview, som er offentliggjort på Premier League-klubben Norwichs YouTube-profil (se interviewet herover).

Foto: PASCAL PAVANI
Vis mere

31-årige Timm Klose fortæller, at han havde en svær opvækst og skiftede skole ofte, men fandt et frirum i fodbolden og blev professionel i hjemlandet.

Men også her havde han det svært, særligt når han mødte modgang på og uden for banen. Derfor drak og røg han i sine tidlige år i karrieren endnu mere, selvom han vidste, at det var forkert.

»En nat var jeg tæt på at få hjertestop. Jeg vågnede på en bænk i en park tæt på en sø, men anede ikke, hvor jeg var. Der sagde jeg til mig selv: 'Nu må du vågne op',« fortæller den rutinerede forsvarsspiller.

Problemerne fortsatte dog - også selvom han blev kæreste med sin nuværende kone. For han ville ikke tale med sine nærmeste om sine problemer.

Foto: Alan Walter
Vis mere

»Jeg ville vise omverden, at jeg var stærk. Jeg vil ikke vise mine svagheder,« siger han.

Alkoholen og cigaretterne fik han dog lagt på hylden, men efter sit skifte til Bundesligaen røg han igen ned i et hul, når han eksempelvis fik kritik på de sociale medier og i medierne for sin indsats.

Men heller ikke i den situation ville han tale med sine nærmeste om sine problemer, og i stedet for at finde trøst i alkohol blev han nærmest besat af at spille fodboldspil på sin Playstation - dagen og natten lang.

Timm Klose, som for tiden er ude med en knæskade og derfor ikke er med i Schweiz' trup mod Danmark, har i de seneste år fået hjælp af en mentaltræner. »Nu tænker jeg positivt,« siger han.