Et stort hul midt på banen.

Det var lidt af hvert, de danske landsholdsspillere blev udsat for i mandagens Nations League-kamp mod Østrig.

Foruden et strømsvigt, der udsatte kampen i halvanden time, var banen i elendig stand. Så elendig, at der midt på banen var ét stort, sammensunket hul, selv Kløvermarkens bedste aldrig har set lige.

B.T. har været i kontakt med det østrigske fodboldforbund, der skriver, at man stadig er i gang med at undersøge sagen.

Foto: Stillbillede udlånt af TV 2
Vis mere

»De præcise omstændigheder er lige nu ved at blive undersøgt, men vi mistænker en sammenhæng med den massive regn, der kom aftenen forinden,« skriver kommunikationschef Iris Stöckelmayr i en besked.

Flere af spillerne gik rundt om hullet efter kampen i ren forbavselse. Hullet var så stort, at Andreas Skov Olsen kunne træde hele sin fod ned i det.

»Det er for dårligt, og jeg er sikker på, de er klar over det nu, og at det skal gøres bedre. Det kunne have ødelagt en karriere i dag, men det skete heldigvis ikke, sagde han til TV 2 SPORT efter kampen.

Også landstræner Kasper Hjulmand var rasende over det, han kalder for en direkte farlig situation.

»Den (banen, red.) er virkelig, virkelig elendig. Jeg sidder her med et par billeder af et kæmpe, kæmpe stort hul midt på banen, som var direkte farligt for spillerne,« lød det fra Kasper Hjulmand fra podiet efter sejren over Østrig. Han tilføjede:

»Den er tung og fyldt med huller, men det her hul var helt horribelt.«

På trods af de svære omstændigheder kunne Danmark trække sig sejrrigt ud af opgøret med en 2-1-sejr. Jens Stryger Larsen sikrede sejren kort før tid med et forrygende mål.