Kasper Hjulmand burde være en lykkelig mand efter de to første Nations League-kampe, der begge er endt med 2-1-sejre over Frankrig og Østrig.

Det var han også for resultaterne, men samtidig var han rasende over én ting efter mandagens kamp – banen på Ernst Happel Stadion.

»Den er virkelig, virkelig elendig. Jeg sidder her med et par billeder af et kæmpe, kæmpe stort hul midt på banen, som var direkte farligt for spillerne,« siger Kasper Hjulmand fra podiet efter sejren over Østrig og tilføjer:

»Den er tung og fyldt med huller, men det her hul var helt horribelt.«

Hjulmand på banen i Wien.
Hjulmand på banen i Wien. Foto: GEORG HOCHMUTH
Vis mere

»Det var en ekstrem tung og langhåret bane at spille på, og den gjorde det virkelig tungt for spillerne at bevæge sig. Det var en meget dårlig fodboldbane,« konstaterer landstræneren.

Også Joakim Mæhle var alt andet end begejstret for græsset på stadion i Wien.

»Det var som at synke ned i kviksand, det var helt vildt. Det var elendigt. En elendig bane. Det var over det hele,« siger backen og fortsætter:

»Man kunne se det under opvarmningen. Bare vi løb på tværs af banen, blev den trådt ned. Jo mere du træder, jo hårdere blev den. Jeg tror, at hvis du spørger alle sammen, så var vores lægge ved at sprænge til sidst.«

Danmarks to næste kampe bliver spillet i Parken. Et sted, hvor banen mod slutningen af foråret så pæn ud, men den har også været genstand for meget kritik.