Landsholdet bliver i Parken


Det danske fodboldlandshold skal fortsat have hjemmebane i Parken.
Det fortæller DBU onsdag.
Aftalen løber fra efteråret 2020 til nytår 2022. Her lyder det, at landsholdet skal spille 7-8 hjemmekampe i Telia Parken – og de resterende 2-3 kampe i VM-kvalifikationen og Nations League 'kan spilles på andre stadioner'.
»Telia Parken skaber fantastiske rammer for Herrelandsholdets kampe med op til 37.000 fans på lægterne, og vi glæder os meget til minimum 7-8 kampe derinde. Samtidigt er det godt, at vi i samme periode kan spille kampe andre steder, så fans fra hele landet får en tæt relation til Hele Danmarks Herrelandshold. Vi er meget glade for, at Herrelandsholdet kan samle fans på forskellige stadioner i landet til spændende kampe i Nations League, VM-kvalifikationen og venskabskampe,« siger Kenneth Reeh.
Der har i et stykke tid været usikkerhed om, hvorvidt DBU vil fortsætte med at lade landsholdet spille sine hjemmekampe i Parken.
Ud over kvalifikations- og Nations League-kampe er der mulighed for at afvikle to-fire venskabskampe i perioden. Placeringen af de kampe besluttes senere.
Den nye aftale kommer efter åbent udbud, hvor DBU har ladet alle byde på at være hjemmebane for landsholdet.
DBU har truffet beslutningen efter en samlet vurdering af tilskuerkapacitet, faciliteter for fans, partnere og holdet samt økonomiske rammer.
Samlet set har Parken afgivet det bedste tilbud med op til 37.000 tilskuere på lægterne, forklarer Kenneth Reeh, konstitueret direktør i DBU.
Anfører Simon Kjær siger således om den nye aftale.
»Det er en helt fantastisk følelse og en helt speciel stemning, når der er udsolgt i Parken, så vi glæder os til at spille flere, store kampe. Men det er også rart, at vi med den nye aftale får mulighed for at spille andre steder i landet, så vi kan møde vores fans i hele landet, ligesom vi netop har gjort, hvor vi har spillet i både Aalborg og Aarhus,« siger anføreren.
I selskabet Parken Sport & Entertainment, der også står bag fodboldklubben FC København, er man tilfreds med fortsat at huse landsholdet.
»Vi har også en klar intention om at styrke relationen yderligere og ser det her som næste skridt i et langt samarbejde mellem os og DBU i fremtiden,« siger Parken-formand Bo Rygaard.